Alaska Highway
2004


Knotty shop - Alaska

Tanana Valley - Alaska

Pine Valley - Yukon

Whitehorse - Yukon



Friday  25-6   -  Day 0
Fairbanks

Arived as planed to Fairbanks with Northwest Airlines. On the way from Minneapolis to Fairbanks we flew over Alaska highway a great deal of the way. from 10 km in the air everything looks rather flat, and there was still some snow in the mountains. Forest fire was spottet several places too.

I hadent succeded making an resevation for the night from Denmark, so i grabbed a cab and told her to find a cheap place. She didnt seem to have much ekspirience, so after visiting a couble of motels turning out to be ocupied, I told her to take me to a campsite instead. I didnt want the cap bill to grow too big!

I had only just started unpacking my bike from the cardboard box, when another touringbiker turned up. He followed my work with the unpacking and asembling of the bike. He himself had flown to Anchorage with his bike, but was unlucky and had some things stolen, so he had to spend a week there, getting new stuff and such.

A good thing he came though, as I myself had lost a tool for the bike, and could borrow his then!
I got the bike asemblet and the tent up and running, and could finaly seek shelter from the mosqitoes.


From the Alaska - Canada border.


Saturday  26-6  -  Day 1
Km: 185  - Km Total: 185

Fairbanks - Delta Junction

Of course I could not sleep when I should because of the time difference, so I started out at 3 in the morning. It dosent realy get dark so far north, and I had sunshine. I used some time biking around in Fairbanks looking for a place to by some food, Finaly I found a gasstation with 24 hour service, and I was quite hungry at this point, I hadent had anything to eat since the airplane the day before. I bought food and water and started the jurney.

I found and got on the Richardson Highway as the first 160 km of the Alaska Highway is called. The first 5-10 km from Fairbanks is a 4 lane road, then it becomes 2 laned. Here at 4 oclock on a saturday there is very little traffic, and I came quikly to the town North Pole.
Its all about Cristmas and Santa Claus here, with overdekorated buildings and huge signs. A saturday morning mid summer is probely the lowest season here though.

The first 70 km is rather flat, then some serius hills and very beautifull scenery. This my first day in Alaska I spotted no wildlife, a bit dissapointing, but I will get my share in the dayes to come im sure.

Arived at Delta Junction about 1 oclock and went to the Visitor center and found out the next place to camp was 15 km down the Alaska Highway. This visitor center marks the official end point of the Alaska Highway at mile 1422, but for me it was the start.

I filled up on food and ate a burger in a cafeteria. I had a coke to drink with the burger, and it vanished fast because of the hot weather, At once I was asked for more. The second glas vanished too, and again I was asked for more. This time I said yes, if it is free of charge, and it was! Aparently you only pay for the first glass here in Alaska, But im sure this dosent include buse.

I continued the 15 km down the highway to the Mountain house lodge were i could camp. It turned out to be in a little open space in the forrest about 1oo yards from the Lodge. I was the only one there and therefor asked the owner about bears, but he had not seen any bears this year on his property. Luckely it turned out that i didnt eather.


The town of Christmas!


Not yet translatede below here
but on the way....


Sunday  27-6   -  Day 2
Km: 246  - Km Total: 431

Delta Junction - Northway

Startede igen ud kl 3, vejen var rimelig flad de første ca. 50 km. Ved Johnson River Bridge stoppede jeg for at drikke lidt og nyde udsigten, stadig uvidende om at den næste time for mig altid vil blive husket som   "Slaget ved Johnson River"   Jeg hørte godt nok en fugl der skreg lidt ophidset længere henne på broen, men tænkte ikke nærmere over det.

Efter en stund steg jeg igen på cyklen og fortsatte over broen, og nu steg fugleskrigene til et hysterisk leje, og jeg fik øje på en stor rede oppe på toppen af broen. På kanten stod ejermanden til skrigene, en ørn eller anden meget stor rovfugl, i andgrebsposition, for i næste sekund at lade sig falde ned mod mig.
Dette var jo ikke videre morsomt og temmelig skræmmende, så jeg fik ret god fart på cyklen, alt imens jeg dukkede mig. Den gjorde flere udfald imod mig, vildt skrigene, men heldigvis uden at turde ramme mig, og da jeg nåede til enden af broen var den åbenbart tilfreds og lod mig være.

Efter kun ca. 200 meter fra broen fik jeg øje på en stor elgko der stod i vejkanten lidt fremme. Den så mig i det samme og stik imod hvad man kunne forvente, nemlig at den stak af, kom den i trav ud på vejen og hen imod mig. Nu var gode råd dyre, da jeg var sikker på den havde en kalv den ville beskytte, og så kan de være ekstrem farlige. Jeg vendte lynhurtig om og begyndte at cykle tilbage mod broen, men efter ca. 50 meter stoppede jeg igen da elgen også var stoppet op og bare stod og gloede.
Sådan gik vel 5 minutter hvor vi så hinanden an. Så kom der en bil og elgen forsvandt ind i skoven på modsatte side af, hvad den før havde stået, så den havde nok ingen kalv at beskytte alligevel.

Jeg satte fart på cyklen igen da jeg nu troede der var fri bane, men straks kom den løbene ud af skoven igen og ud på vejen, og begyndte at spadsere imod mig. Igen vendte jeg om og blev langsomt men sikkert presset helt hen til broen og min ven ørnen. Og igen stoppede elgen op og stirrede på mig. Sådan gik der vel 10-15 minutter. Heldigvis følte ørnen sig ikke truet endnu, men blev jeg nød til at vælge, så ville jeg hellere slås med ørnen end elgen.

Endelig kom der en bil igen, denne bil var meget interesseret i elgen og stoppede op, det fik elgen til at forsvinde igen ind i skoven, og denne gang længere ind, så det var nu der skulle cykles. Denne gang lykkedes det, elgen stod og gloede 20 meter inde da jeg susede forbi.

Efter ca. 80 km kom jeg til et lille udsted der hedder Dot Lake hvor jeg havde forventet at proviantere. Men det viste sig de havde søndags lukket, heldigvis var der en bil der gav mig noget vand. Røgen fra skovbrande dækkede nu for udsigten og var indimellem lettere generende for åndedrættet. Jeg hørte senere der skulle være ca. 50 brande i gang i Alaska. I det stille vejr bliver røgen hængene som smog over store dele af Alaska, Yukon og det nordlige British Columbia, som også havde deres egne brande at slås med.

Jeg klarede mig frem til Tok hvor jeg fik tanket op med vand og mad, og det var meget meget tiltrængt. Jeg havde oprindelig planlagt Tok som endestation denne dag, men kl. var kun godt middag, så jeg fortsatte til Northway som ifølge turistkontoret lå 40 miles længere fremme. De bedyrede også at vejen skulle være rimelig flad.

Det blev en lang dag, da der viste sig at være 50 miles, meget bakket, drønvarmt, og vejarbejde en del af vejen. Så igen løb jeg tør for vand, men var heldig at få noget af en motorcyklist da vi ventede ved noget vejarbejde. Jeg oplevede igen at blive angrebet af en stor rovfugl, der vildt skrigene kastede sig ud af sin rede ca. 50 meter oppe fra en klippeskråning, den viste sig dog at være knap så nærgående som bro ørnen.

Mødte også en mand på en liggecykel, sandsynligvis en turcyklist, det var ikke nemt at afgøre da han og cyklen var indhyllet i et stort USA flag! Desværre nåede jeg ikke hverken at tale med ham eller få et billede af ham da han kom susende ned ad det bjerg jeg var på vej op ad!

Ankom til Northway ved 6 tiden, godt og grundig træt, sulten og tørstig. En imponerende dag, hvor det var lykkedes mig at løbe tør for drikkevarer 2 gange, blive angrebet af 2 store rovfugle, og blive drevet baglæns af en elg, men ingen bjørne endnu.


Solen har svært ved at bryde gennem røgen.


Monday  28-6   -  Day 3
Km: 191  - Km Total: 622

Northway - Pine Valley

Dagen var temmelig bakket, og hvergang der var et udsigtspunkt, var udsigten væk eller sløret på grund af røgen fra skovbrandene. Brandene var det store samtaleemne på campingpladser og andre steder hvor folk mødtes. Så gik historierne om hvordan det stod til rundt omkring. Nogle kunne berette om hvordan de havde været nød til at binde tørklæde for munden for overhovedet at overleve...i deres biler...ak ja..der er jo altid nogen der skal overdrive! Alaska Highway skulle også være lukket lige før Fairbanks nu, det lød ret utroligt, men hvad ved jeg.

Kom ind i Canada (Yukon) men skulle først vise pas i Beaver Creek, ca. 10 - 15 km efter grænsen. I dag har der været vejarbejde næsten halvdelen af vejen, sådan føltes det i hvert fald, og lidt groft sagt trænger den anden halvdel. En sjov detalje er når man stopper ved en bro for at spise/drikke, kommer der altid en flok små svaleagtige fugle ud fra under broen, og begynder svirre omkring mig, tydelig utilfreds med at jeg er der. Men nu er det sådan at broer har et velegnet rækværk at parkere cyklen opad, så det måtte fuglene finde sig i!

Det blev en meget varm og trykkende dag, og jeg var klar til at stoppe da jeg kom til Pine Valley. Der var 2 andre cyklister der var kommet ind en time før mig. De var fra New Zealand og havde afhændet deres fårefarm for at tage jorden rundt på cykel. Pine Valley roadhouse viste sig at kunne tilbyde en masse godt at spise, så det blev til et godt måltid ved ankomsten, og et måltid mere efter jeg havde slået telt op, så var jeg også ved at være med igen!


Kører ind i Canada.


Tuesday  29-6   -  Day 4
Km. 214  - Km Total 836

Pine Valley - Haines Junction

Kørte kl 4. Jeg havde hørt om meget vejarbejde længere fremme, og det holdt stik, men man vænner sig efterhånden til det. Så endnu en elgko der krydsede vejen, men den var der ingen bøvl med.

Røg igen i den fælde at tro der var en by længere fremme, bare fordi det stod på kortet. Kluane viste sig at være et reservat, og der var ingen butik. Ekstra surt da jeg havde undladt at proviantere 5 miles tilbage, netop fordi jeg ventede en by her. Nu forestod 70 km bjergkørsel uden andet end en banan og næsten ingen vand. Der lå en Ranger station ved starten af reservatet, så der smuttede jeg ind, måske kunne de hjælpe mig.
Det kunne en indianer der netop var der inde og han forærede mig 2 liter købevand, påstod han selv havde det gratis! Nu havde jeg da vand, så det skulle nok gå. En af Rangerne, en kvinde, cyklede selv jævnligt de 70 km til Haines Junction og fortalte det var en 2 times tur! Jeg brugte vistnok 3 time!

Røgen ligger stadig tungt over landskabet, så den udsigt til bjerge må jeg havde tilgode. Jeg havde en lang sej opkørsel, der de sidste 15 km blev belønnet med alle tiders nedkørsel, hurra!
Campingpladsen var fyldt med myg, men campingmutter tilbød gratis sprøjtning mod myg, så det gik ikke så galt.


Sherifens hjælper.


Wednesday  30-6   -  Day 5
Km: 168  - Km Total: 1.004

Haines Junction - Whitehorse

Igen afsted kl 4. På vej ud af Haines Junction blev jeg stoppet af den lokale sherif, der ville høre om jeg havde bemærket en bestemt bil han var på udkik efter, men det havde jeg ikke. Netop denne sherif har sikkert nok at se til, han havde i hvert fald placeret en pap politibil ved hver ende af byen, til skræk og advarsel.

Straks efter byen startede 5 km vejarbejde af den slags hvor det er så hullet at man næsten lige så godt kan stå af og trække. Resten af dagen kom der vejarbejde slag i slag. Det så ellers lovende ud først på dagen med solen der skinnede igennem røgen, men det endte i en byge og mere røg.
Lige før Whitehorse fik jeg Yukon River på venstre hånd, det er en imponerende flod med stejle skrænter.

I Whitehorse opsøgte jeg turist kontoret, og fik lidt information om overnatnings muligheder. Jeg var ikke særlig tilfreds med traileren, det føltes som om jeg har et anker på slæb. Men det skyldtes nok vejene på Alaska Highway der er belagt med meget grove sten, så der er stor rullemodstand.
Jeg besluttede at sende den bærbare + lidt mere hjem, for at lette traileren. Jeg havde fået at vide i Minneapolis at jeg ikke kunne bruge computeren herovre, da de har 110 volt her, så der var jo ingen grund til at slæbe rundt på den. Siden hørte jeg dog at det ikke skulle være et problem alligevel.

Det lykkedes mig at finde postkontoret, men den lå desværre i et butikscenter, og tilmed nede i kælderen. Det betød så jeg blev nød til at efterlade cyklen på en af de mest befærdede gader i Whitehorse! En meget dårlig ide, da der var mange snuskede personer i gadebilledet.
Det lykkedes mig at falde i snak med en ældre mand der så ud til at kede sig, og jeg fik ham til at holde vagt. Jeg fik sendt 4 kg hjem, det kunne godt mærkes på køre egenskaberne senere.

Da jeg kom op fra posthuset havde den ældre mand fået selskab af en ung Dansker der havde set mit - www.lonebiker.dk - på cyklen, han var selv på cykeltur, men holdt en uges pause i Whitehorse. Vi fik snakket lidt, og han holdt vagt ved cyklen da jeg skulle ind i en anden butik. Fandt derefter en campingplads ca. 10 km uden for Whitehorse. Det viste sig de havde internet, så jeg fik tjekket og sendt mail.

Utrolig nok skulle det vise sig at resten af vejen fra Whitehorse til Dawson Creek var så godt som uden vejarbejde, højst et par hundrede meter nogle ganske få gange.


Hjuldamperen Klondike.


Thursday  1-7   -  Day 6
Km: 180  - Km Total: 1.184

Whitehorse - Teslin

Et kraftig tordenvejr om natten, med tilhørende skybrud fik røgen ned på jorden, så det sved temmelig meget i øjnene.
Igen en bakket dag, og en del modvind. Røgen kom igen op af dagen. Ifølge en brandmand var Alaska Highway stadig åbent helt til Watson Lake, men derefter var det noget usikker. Vejen havde været spæret ved Contact Creek, men var vist åbent igen.
Indlogerede mig for første gang på motel, dels for at få tøret mit grej fra nattens skybrud, dels på grund af en særdeles heldig parrings sæson, set med mygge øjne.

Desværre var der næsten flere myg på mit værelse end udenfor. Gik ind og klagede til ejeren, men fik at vide jeg bare kunne købe noget myggehalløjsa i General Storen overfor!
Det var da service, tænk at jeg ikke selv var kommet på det? så det gjorde jeg, og snart var rummet myggefrit. Jeg må beskæmmet indrømme jeg ikke efterlod værelset i særlig ren stand morgenen efter!

Holder stadig tidsplanen, men har bestemt at drosle lidt ned, da terrænet er temmelig anstrengende, og turen minder lidt for meget om ræs, og ingen ferie. Jeg er klar til at tage et lift, skulle jeg få det tilbudt. Fik vasket tøj, så gik der jo tid med det.


Pause undervejs


Friday  2-7   -  Day 7
Km: 113  - Km Total: 1.297

Teslin - Watson Lake

Jeg stod op til en klar dag da vinden havde fejet røgen væk. Broen der går over Telsin River (vistnok Yukons længste) er med et jerngitter som vejbane, temmelig grovmasket, så jeg trak over for ikke at ødelægge dækkene. Jeg havde besluttet at køre de 40 km til Morley, og så få noget morgenmad der, men igen var der ingen by, (hvornår lærer jeg det?) der var dog en campingplads med en restaurant, men ingen butik, og 1 time til man kunne købe morgenmad. Heldigvis var ejeren stået op, så jeg fik lov at købe nogle snikers, væske havde jeg nok at.

Afsted igen, og snart begyndte røgen at vende tilbage, jeg var nu kommet til områder hvor der havde brændt på begge sider af vejen. Der stank af løbesod og helikoptere fløj konstant over området. Hvad de lavede lurede jeg lidt på, da de ikke havde vand med. Enkelte brandmænd gik og efterslukkede, men jeg så ingen flammer, kun rygende skovbund. Kom til Swift River og fik mig noget ordentlig at spise. Det viste sig at være hovedkvarter for Helikopterne, der var 4 i alt, hvoraf de 2 var i luften konstant. Jeg fik der at vide at de havde branden under kontrol, og at de kun fløj ud for at observere at branden ikke tog fart igen.

Det var oprindelig min plan at jeg skulle til Watson Lake, yderlige 160 km fremme, men da de første godt 100 km havde været ret bakket og vejen fremad vist blev endnu mere bakket, opgav jeg forehavendet, og besluttede at vente til i morgen med at fortsætte. Så kom jeg godt nok bagud af tidsplanen, men det måtte så være...jeg er vel på ferie!

Der var ingen campingplads ved Swift River men jeg fik lov at slå teltet op bagved nogle bygninger. Det var først på eftermiddagen, og der kom hele tiden biler ind der skulle tanke op. Så jeg satte mig på en havestol der stod op af butikken, og lurede på om jeg kunne få et lift til Watson Lake. Folk kom af og til og snakkede, og flere kunne berette de havde set mig på vejen et eller andet sted. Desværre kunne ingen have mig med, da traileren jo også krævede plads.

Tilfældig hørte jeg nogen snakke om en Greyhound bus, der havde indstillet sin kørsel på grund af branden, men måske kørte igen i dag. Aha tænkte jeg, det var måske en mulighed, og jeg forhørte mig nærmere inde i butikken. Bussen kører normalt hver dag kl 5. Ejeren ringede til selskabet for at høre om de kom i dag, og jo, de havde besluttet at genoptage kørslen. Men det ville så være op til chaufføren om jeg kunne få cykel og trailer med.

Alt klappede til min fordel og jeg var i Watson Lake ved 7 tiden om aftenen. Jeg cyklede lige omkring  Skilteskoven  den er vist på mere end 1 tønde land, og består af skilte fra hele verden, placeret af de vejfarende. Den skal man jo se når man er i byen. Derefter fandt jeg en campingplads for natten.
Overhørte en samtale mens jeg lå i teltet, der gjorde mig lidt utryg. Der havde åbenbart været en bjørn inde på pladsen aftenen før, men den var blevet jaget væk af en hund, så havde man da lidt at spekulere på!


Skilteskoven ved Watson Lake.


Saturday  3-7   -  Day 8
Km: 100  - Km Total: 1.397

Watson Lake - Coal River

Luften var for en gangs skyld helt klar da jeg startede ud. Havde kun kørt 10-15 km da jeg så noget i det fjerne der godt kunne være min første bjørn. Det viste sig dog at være en anden turcyklist, der netop var kommet ud af skoven hvor han havde overnattet, og nu stod og pakkede cyklen. Han var iklædt et myggenet fra top til tå, så det var et spøjst syn. Jeg har mødt flere på min færd der overnattede i skoven, forstår ikke helt at de tør.

Ved Contact Creek begyndte det igen at blive røget. Det var her Alaska highway havde været lukket på grund af brand for nogle dage siden, så der var stadig en del aktivitet og lastbiler der blev tanket op med vand. På hustagene var der monteret sprinkleranlæg, så de var forberedt på det værste. Jeg fik at vide at vinden havde fået branden til at blusse op igen, og at den nu var ude af control igen ca. 15-20 km fremme, men vejen var ikke spæret endnu. Jeg fortsatte hurtigt igen da jeg nødig ville risikerer at strande på den forkerte side af branden, det kunne jo tage lang tid før vejen blev åbent igen.

Lige uden for Contact Creek var der været et skilt der advarede mod Bisonokser på vejen! Det havde jeg godt nok ikke lige ventet, men historien er den at myndighederne for mange år siden havde sat en flok ud i området, og de var nu blevet til 3 flokke der fortrinsvis græssede i vejkanten da der er meget græs. Ikke alle er lige begejstret for det, specielt ikke lastbil chaufførerne, da okserne er total ligeglade med biler, og kun flytter sig når de har lyst.

Efter ca. 10 km stoppede en modkørende pickup med 2 kvindelige brandfolk mig, og fortalte at de lige skulle til Contact Creek og vende, så ville de komme tilbage og samle mig op da jeg ikke måtte cykle igennem brandområdet. Imens skulle jeg bare fortsætte.

Jeg nåede næsten hen til branden inden de kom tilbage, cykel og trailer blev smidt op bag i bilen og jeg selv ind på bagsædet. De fortalte vejen nok blev lukket ret hurtig, men jeg skulle nok komme igennem.
Vi kørte vel et par km hvor der netop havde brændt på begge sider af vejen og stadig røg en del, men jeg så ingen flammer. Der efter så jeg ikke mere til branden, men alligevel blev jeg transporteret 60 km frem til Fireside, hvor de havde deres base. Undervejs stoppede vi mange gange for at få camping vogne mm til at køre ud af området. Det kunne godt virke lidt overreageret, da der ikke var noget at se. Faktisk var det en af de mest klare dage jeg havde oplevet.

Ved Fireside var der en tankstation med tilhørende butik og restaurant. Den var blevet reserveret til brand folkene, så almindelige vejfarende kunne ikke handle der. Det gjorde nu ikke mig noget, der var jo også kun 16 km til Coal River hvor jeg havde planlagt at overnatte.

Der skulle også være mange sortbjørne her i området, men endnu havde jeg ingen set. Forøvrigt ret utrolig man kan cykle igennem Alaska og Yukon uden at møde bjørne, alle de turcyklister jeg har mødt har set bjørn!


Her tankes vand med alt disponibelt grej
ved Contact Creek.


Sunday  4-7   -  Day 9
Km: 183  - Km Total: 1.580

Coal River - Toad River

Skræmte en hjort i den første morgentime, ellers skete der ikke meget. Da jeg efter ca. 40 km rundede et sving begyndte det at blive mere spændende. Først troede jeg det var et par mennesker der gik i vejkanten, men da jeg kom nærmere viste det sig at være 2 Bison okser der kom vadende, og de gik nu ude midt på vejen. De fulgte midterstriben imod mig, den ene ben foran den anden i en støt kadence. Jeg var ikke vild med at skulle cykle forbi dem i 2 meters afstand, sådan en okse er et temmelig stort dyr, op til 1 tons stykket. Selv når der kom biler blev de ikke bragt ud af deres monotone gang, men fortsatte støt og majestætisk fremad imod mig med hovedet nede ved vejbanen.

Jeg måtte erkende jeg var for pivset til at blive holdene, og lod mig presse ca. 1 km tilbage. Endelig forlod de vejbanen begge 2, med et par hundrede meters mellemrum, og gik helt over til skovkanten, ca. 20 meter fra vejbanen. Så turde jeg godt cykle forbi. En bil jeg havde snakket med, havde set ca. 30 bisoner 2-3 km længere fremme, så jeg var stadig helt oppe på mærkerne. Ganske rigtig dukkede flokken op, men de lå næsten alle i rabatten mellem vejen og skoven, og slappede af, så dem susede jeg hurtigt forbi, stoppede op, og tog nogle billeder af flokken, der var en del kalve også.

Stoppede i Liard River og fik pandekager, ejeren kunne berette om mange bjørne i området, så måske ville jeg endelig se en også. 5 km senere mødte jeg turens mest omtalte person, "The German Lady" Hendes rigtige navn fik jeg ikke fat i, men hun gjorde sig allerede bemærket da jeg var godt 100 meter fra hende. Hun sprang af cyklen, fik den parkeret og fundet fotoapparatet frem og tog billeder af mig da jeg kom nærmere. Hendes påklædning var noget alternativt, og hun havde bundet klokker fast til hver ben, så bjørnene kunne høre hun kom. Hun havde også Peberspray med, så hun var godt garderet.

Sladderen går blandt turcyklister når vi møder hinanden, så spørger man om hvem den anden har mødt af turcyklister, hvordan med bakker, hvorfra og til og sådan. "The German Lady" havde alle tilsyneladende mødt eller hørt om, sådan er det jo når man skiller sig lidt ud. Hun kom også ret hurtig frem selvom hun vist ikke cyklede meget, men kom op at køre hos venlige bilister. Hun fortalte selv hun ikke havde cyklet over det sidste pass, men havde fået et lift af en venlig svensker. Da de så var kommet op på toppen, syntes hun der var for koldt at overnatte, så hun var blevet kørt ned igen!

Der er et billede af hende i galleriet nederst på siden.

En rigtig sej opkørsel til Muncho Lake. Jeg var utrolig heldig at se en ulv i en udtøret flodseng stå og hyle ned i dalen hvor den var kommet fra, ikke højt men mere kaldende. Jeg stoppede for at tage et billede, men den opdagede mig og forsvandt. Havde besluttet at stoppe ved Muncho Lake, men kunne ikke finde overnatning eller butik. Der var kun en restaurant der havde åbent, så jeg besluttede at fortsætte til Toad River ca. 60 km længere fremme. Ifølge en lokal mand skulle der kun være 1 bakke opad, derefter skulle det gå nedad til Toad River.

Det holdt stik, men bakken var ca. 20 km lang, så jeg var noget svedig da jeg nåede toppen. Holdt stille for at tage min jakke på, da der jo nu forelå en lang nedkørsel. Da jeg startede igen opdagede jeg en Elgko med kalv stå kun 50 meter fra hvor jeg havde holdt!

Toad River viste sig at være et godt sted, med en god cafeteria, og min teltplads lå lige op af en sø hvor der huserede bævere, så idylen var iorden. De havde en spøjs samling hatte i bygningen, lofterne var fyldt med "caps" som kunderne havde foræret til samlingen, 6505 var man oppe på da jeg var der. Desværre havde jeg ingen hat jeg kunne føje til samlingen. Iøvrigt en rigtig flot natur her i "The Rokies"


Bison okser med kalve.


Monday  5-7   -  Day 10
Km: 116  - Km Total: 1.696

Toad River - Steamboat Mountain

Om aftenen og tidlig morgen var der en del plasken i søen, som jeg havde tilskrevet bæverne. Stor var min overraskelse derfor da jeg kom ud af teltet, og kunne konstatere at det var en stor elgko der vadede rundt i søen 100 meter ude.

Mit bagdæk var fladt, konstaterede jeg da jeg pakkede sammen. Så jeg pillede slangen ud og ville lappe den, men kunne ikke finde hullet! Jeg gik ned til søen og puttede den under vand. Der var ingen hul, så den kom på igen, og holdt de næste 2500 km. Jeg har nogle knægte stærkt mistænkt for at have piftet mit baghjul.

Fik et godt morgenfoder i cafeteriet, det var vist noget med pandekager og spejlæg. Afsted igen, forude ventede Summit Lake, dagens prøvelse, troede jeg.
Jeg har aldrig rigtig brudt mig om nedkørsler, og med trailer er 40 km i timen rigelig, så hænger man i bremserne det meste af tiden. Desuden er det træls at tænke på at for hver meter du kører nedad skal du lige så langt op igen senere.

Således også i dag, da Alaska Highways højeste punkt, Summit Lake lå lige for. Det havde været rart om nedkørslen i går ikke havde været der! Heldigvis var den ikke så slem som jeg havde frygtet, da der var flade stræk også, så jeg kom rimelig let op på toppen, sådan lidt i etaper. Så en del bjerggeder og lidt hjortevildt.

Efter en lang nedkørsel fladede det lidt ud og jeg parkerede hvor der var en beton væg som rækværk, for at spise og drikke lidt. Besluttede så at gå over til den anden side af vejen for at se hvad der var på den side. Ca. 30 meter nede af skråningen stod den så...EN SORTBJØRN, min første på denne tur, og snusede i jorden. Heldigvis havde den ikke set mig, og jeg listede mig til at fotografere den (kan ses i galleriet nederst).

Provianterede i Tetsa River lodge, den havde som så mange andre, udstoppede dyr hængende overalt. Jeg havde på min færd flere gange set heste stå på en plet græs uden indhegning, og tænkt at det var mærkeligt de ikke løb væk. Her ved Tetsa River lodge fik jeg løsningen!.... de var simpelhen tøjret med en lænke omkring et forben, som en anden straffefange!

Dagens anden bjerg, Steamboat Mountain viste sig at være den værste på hele turen. Jeg var af cyklen og trække flere gange, men nåede da op til sidst. Havde hørt om den allerede 4 dage tidligere, men faktisk troet jeg havde passeret den inde ved Muncho Lake.

2-3 km nedad på den anden side kom Steamboat Mountain lodge, hvor jeg indlogerede mig i nogle mandskabs barrakker, og fik en ordentlig gang foder. Ejeren forklarede at der var en fælles fjernsyns rum i den anden ende af barakken, og at jeg ikke skulle tage mig af de par sprængnings mænd der boede der, de kunne godt være lidt underlige.
Jeg spurte til hvordan det kunne være at et bjerg kom til at hedde Steamboat, da dampskibe jo mest holder til ved floder og hav. Forklaringen var at bjerget, set fra den rette vinkel kunne minde om et dampskib.


6505 hatte til nu, ved Toad River.


Tuesday  6-7   -  Day 11
Km: 79  - Km Total: 1.775

Steamboat Mountain - Fort Nelson

En kort og nem dag. Jeg startede ud med en god lang nedkørsel, derefter lidt bølgende landskab, men sikkert mest nedad da Fort Nelson er det laveste punkt på Alaska Highway. Regnvejr de sidste 30 km, ca. 10 km før byen var der en Bison farm med flere hundrede dyr så det ud til fra vejen. Flokken var så langt væk at jeg ikke med det blotte øje kunne se at det var bisoner, men der var godt med reklameskilte for bisonkød ved vejen, så den var god nok. Jeg fik vasket tøj og mailet og ordnet andre praktiske ting også.

Var blandt andet inde i en "cykelforretning" for at få et dæk. Det var faktisk mest en altmuligforretning, med cykelgrej som biprodukt. Her kunne man købe alt inden for sport, inklusive et par pistoler hvis man havde de behov.
De dæk jeg skulle have var ikke lige dem de solgte mest af her på stedet, så der gik vel en halv time inden der blev gravet et dæk frem der kunne bruges, en slange i min størrelse havde de ikke.

Min tidsplan var skredet og jeg havde opgivet at indhente det forsømte, så jeg forhørte mig på turistkontoret om andre transportmidler når jeg kom til Dawson Creek. Det viste sig jeg kunne komme fra Dawson Creek til Vancouver med Greyhound bus for 149$ Dette ville bringe mig foran skemaet, og betyde jeg kunne køre nogle kortere dagsmarcher resten af vejen ned til San Francisco, så det lød da fristende.



Steamboat Mountain Lodge.


Wednesday  7-7   -  Day 12
Km: 183  - Km Total: 1.958

Fort Nelson - Buckinghorse River

Blev noget overrasket da dagen startede med en stejl nedkørsel på ca. 1 km. Jeg havde ventet det kun ville gå opad herfra, da Fort Nelson jo skulle være laveste punkt. Det viste sig da også det var de sidste krampetrækninger og efter en ligeså stejl opkørsel, gik de næste ca. 100 km svagt opad. Resten af dagen foregik i et bølgende landskab.

Men ellers blev dagen en rigtig Bjørne dag, 6 stk. på 6 forskellige tidspunkter, og alle sortbjørne.

Den første var også den mest dramatiske. Det startede med at jeg fik øje på den på ca. 100 meters afstand, tak skæbne tænkte jeg, den står kun 2 meter fra vejkanten. Nu havde jeg jo læst en del hjemmefra inden denne tur om hvordan man skulle begå sig i sådan en situation. Man må for alt i verden ikke overraske en bjørn på tæt hold, det udløser meget tit et angreb. Det gælder om at gøre bjørnen opmærksom på ens tilstedeværelse på så stor afstand som muligt!

Bjørnen havde ikke set mig, så jeg stoppede op på 60-70 meters afstand og begyndte at slå på min cykel med en tom blik dåse.....ingen reaktion, så begyndte jeg at råbe og fægte med armene samtidig. Endelig løftede den hovedet og kikkede i min retning, men fortsatte så med at snuse i jorden, tilsyneladende ligeglad med mig. Faktisk tror jeg ikke den kunne se mig, jeg havde måske at gøre med en halvblind bjørn her! Det at den ikke reagerede på støjen kan forklares med at der jo altid er trafikstøj ved en vej, så det er den jo nok vandt til. Efter at have grundet lidt over situationen, besluttede jeg at køre forbi den når der kom en modkørende, så skulle farten bare afpasses så vi passerede bjørnen på samme tid!

Snart kom en bil med campingvogn kørende imod mig, og jeg satte i gang på det strategiske rigtige tidspunkt...troede jeg! jeg var kun kommet halvt hen til bjørnen da bilen var forbi, så situationen spidsede kraftig til da jeg nu var i fuld fart på vej hen imod en bjørn der ikke havde set mig! Det gjorde den i næste sekund, røg op på bagbenene, og stod i sin fulde højde og stirrede forbløffet på mig. Jeg var fuldt ud klar over at bjørnen nu kun havde 2 knapper den kunne trykke på, enten at angribe eller flygte.


Det var nu lykkedes mig at præsteret det man absolut aldrig må gøre, nemlig at forskrække en bjørn på tæt hold, men heldet var med mig, den faldt lynhurtig ned igen og piskede ind i skoven.....pyyyyhha, så behøver det vist ikke at blive mere spændende.

Normalt vis stopper turister i bil op når der er en bjørn i vejkanten, men jeg tror ikke de så denne på grund af buskadset, og det at jeg kom kørende havde nok også optaget dem.

Men dagen var jo kun lige startet og bød på yderlige 5 bjørne, ingen så dramatiske som den første, men til gengæld heller ingen der flygtede da jeg kom, typisk stod de i buskadset ved vejkanten, og vi så kun hinanden det par sekunder det tog mig at cykle forbi. Dette område var i øvrigt anderledes ved at buskadset i vejkanten ikke var blevet slået det sidste par år eller 3. Normalt på Alaska Highway er det ikke muligt for en bjørn at putte sig i den 10-20 meter brede bælte der altid er inden skoven.

En bjørn piskede over vejbanen lige foran en motorcyklist, hvilket fik ham til slingre ret så kraftigt. Jeg slog på cyklen med min tomme dåse, mens jeg passerede stedet, skulle ikke overraske flere bjørne!

Sidst på dagen mødte jeg et par andre turcyklister der var på vej nordpå. De spurte om jeg havde mødt en Elgko ved en død kalv.....næ, det havde jeg ikke. Det kunne de ikke helt forstå, for kun 2 km tilbage var en lastbil standset og havde advaret dem imod en Elgko der angreb alt og alle, da hendes kalv netop var blevet trafikdræbt 4-5 km fremme. Så de var selvfølgelig helt oppe på mærkerne, men kunne nu godt se, at de vist var blevet bundet en løgnehistorie på.

Ankom til Buckinghorse River Lodge lige i tide til at undgå et voldsomt tordenvejr, så jeg røg ind på et motelværelse. Disse små cafeteria der ligger ved tankstationer, har tit en opslagstavle med avis udklip omhandlende bjørneangreb sket i området gennem tiderne. Langt de fleste er dog gamle og gulnede.

Der var en del helikopter trafik ved Buckinghorse, tilsyneladende var der et eller andet byggeprojekt i gang inde i bjergene, og arbejderne blev fløjet til og fra arbejde.
En anden "sjov" ting, opdagede jeg da jeg var kommet hjem til Danmark igen, var at jeg slet ingen billeder havde taget mellem Steamboat Mountain og Buckinghorse Lodge. Det var faktisk 2 dage uden billeder, men det har jeg prøvet før, jeg glemmer sommetider at tage billeder.

Jeg ville da gerne have et billede af en bjørn på tæt hold, men tro mig, når jeg mødte en bjørn, tænkte jeg kun på at lægge afstand så hurtig som muligt. Mit kamera er af den slags der får alt til at se fjernt ud så den er ikke velegnet til nærbilleder af bjørne!


Truckertræf ved spisetid, Buckinghorse.


Thursday  8-7   -  Day 13
Km: 169  - Km Total: 2.127

Buckinghorse River - Shepards Inn

Efter kun 10 minutters kørsel og opad en lang bakke kom en sortbjørn luntende over vejen lige foran en lastbil et par hundrede meter foran mig. Lastbilen fortsatte en hundrede meter og stoppede så op. Det var tydeligt at han ventede på at jeg skulle passere stedet i sikkerhed, og ville sikkert være kommet til hjælp hvis jeg fik behov. Det var utroligt flink af ham, og da jeg var kommet forbi, vinkede jeg et "takke vink" til ham, han kvitterede med at blinke med lyset, og fortsatte så. En af de oplevelser jeg mindes med glæde.

Nu var dagen jo allerede godt i gang med sortbjørne, så jeg holdt godt øje med vejsiderne resten af dagen, men så kun en bjørn mere denne dag. Terrænet var af den dræbende slags, 1 til 2 km stejl opad og med det samme igen lige så langt ned igen, op igen og ned, i en uendelighed. Havde man så bare kunnet slappe af på nedkørslerne, men der skulle bremses hele vejen ned. Så hellere rigtige bjerge hvor der ind imellem er flade stræk også.

Ankom til Shepards Inn, hvor jeg af ren luksus tillod mig et motelværelse, orkede ikke at campere.


Denne "butik" havde vist åbent en gang imellem!


Friday  9-7   -  Day 14
Km: 121  - Km Total: 2.248

Shepards Inn - Dawson Creek

Landskabet var nu blevet ret så civiliseret, med landbrug og marker. Det var slut med de endeløse skove, og 100 km mellem hver roadhouse. Det betød så også mere trafik, men for det meste også bedre veje, lige bortset fra rabatterne der var fyldt med sten og småaffald. Nogen steder så det ikke ud til der var fejet siden vejen var anlagt, så det var en smule træls at cykle der.

Fort Skt. John er en meget stor by, men Alaska Highway går heldigvis uden om centrum. Byen Tayler kom ca. 6-7 km efter, og ligger ved den store Peace River. Da jeg havde cyklet over til den anden bred, begyndte en voldsom opstigning af den slags hvor man kun lige kan holde den gående i laveste gear. Der var ingen rabat og vejen var smal, så der var ikke meget plads når der kom en lastbil hostende op i første gear.

De var selvfølgelig ikke meget for at stoppe for en cyklist når der kom modkørende, da de sikkert ville have svært ved at sætte i gang igen. Så jeg steg som regel af cyklen og gik ind i rabatten når situationen spidsede til, ikke kun for at være flink, men også af hensyn til mit eget helbred! Som cyklist er man jo den svage part, og når det går så stejlt opad slingrer cyklen noget mere.

Det var blevet temmeligt varmt i solen, så der blev drukket en del undervejs. Efter en 3-4 km var vejen netop blevet udvidet, og var nu dobbelt så bred. Men nu også så stejl at jeg måtte af og trække et par km, indtil der igen var til at cykle.

Dawson Creek blev nået, nu skulle jeg bare lige finde Mile Zero, og få taget det obligatoriske billede af afslutningen på Alaska Highway! Det var faktisk ret nemt, men det lykkedes mig alligevel at overse stedet, og jeg gik så ind på turistkontoret og spurte om vej! De så lidt underlige på mig og fortalte så at det da var lige udenfor på deres parkeringsplads! Ude igen kunne jeg straks se Mile Zero, det var en lille smule flovt.

På vej ind i byen var jeg kommet forbi Greyhound terminalen, så der kørte jeg hen for at få styr på næste etape. Men det er jo en helt anden historie.


Slut på Alaska Highway - for mig!


Har du lyst til at se alle billederne fra turen?
Så klik  HER.



Copyright Erik Straarup
All rights reserved