www.lonebiker.dk
Nordkap - Gibraltar  
2000


Nordkapp

Norge

Pause i Spanien

Tyr i Spanien


Dagbog

Dag 00. Fredag den 23-6
75 km

  Flyveriet til Alta gik godt og cyklen kan stadig bruges, selv om den har været omladet 3 gange. Jeg fik desværre konfiskeret min Spraydåse med kædeolie i lufthavnen i Kastrup da de mente den måske ville springe hvis lufttrykket faldt i kabinen, så jeg må have købt mig en ny.
  Jeg samlede cyklen uden for Altas lufthavn, og skiftede til cykeltøj, mit rejsetøj røg i skraldespanden, da jeg havde rejst i noget gammel tøj der alligevel skulle kasseres, og så er jeg jo behagelig fri for at slæbe rundt på det.
   Jeg startede med at proviantere og kørte så mod Nordkap kl 18.30 i vindstille og tørt vejr. Efter 75 km slog jeg lejr i en lille birkelund på sennalandet , så nu er der kun ca. 150 km at cykle i morgen lørdag. Jeg frøs noget om natten og måtte have ekstra tøj på. Der ligger stadig en del sne i fjeldende, da foråret er kommet sent i år.


Birkelunden


Dag 0. Lørdag den 24-6
151 km

  Jeg befinder mig nu i Skarsvåg, det er 13 km syd for Nordkap. Her til morgen havde vinden arbejdet sig op til en stabil medvind, så det var nemt at cykle de første 100 km, men nu er den drejet mere i vest og øget til en stiv kuling.
   Fra Honningvåg og herop var en virkelig prøvelse da jeg indimellem havde både stejle bakker og strid modvind/sidevind så det var svært at styre cyklen. Vinden har også rigtig meget at gribe fat i på cyklen, bagagen er som et sejl, så der skal holdes godt fat i styret når der passerer en bil og man pludselig er i læ for derefter at få vinden tilbage med fuld styrke, så bliver der altså slingret lidt.
   Jeg håber virkelig vinden lægger sig til i morgen da jeg ellers vil miste km allerede den første dag. Kørte igennem flere tunneler, hvoraf Nordkap tunnelen på små 7 km var en oplevelse med 3,5 km stejl nedad og så 3,5 km ligeså stejl opad, men det er gratis at benytte den når man kommer på cykel, så det er jo ikke så galt endda. Den er lavet som en alternativ/erstatning til færgerne og når efter sigende ned på 200 m under havets overflade.
  En anden Tunnel på ca. 3 km var temmelig uhyggelig da der nogle steder manglede lys pga. sprungne pærer, så det var svært at se vejbanen, men jeg kunne jo også bare have medbragt en forlygte, baglygte har jeg på, da jeg gerne vil ses. Det giver også en helt speciel stemning når der kommer en bil, det lyder som om der kommer en kæmpelastbil der styrer lige imod en.
   Jeg har lejet mig ind i en hytte, som planlagt, så jeg under ordnede forhold kan gøre mig klar til i morgen hvor jeg starter dette projekt, men som vejret er nu ville det også værre umulig at styre teltet, det tuder og hyler udenfor og er måske ved at blive til storm. Her er ingen læ nogen steder da der ingen træer er, kun lav, klipper og en flok rensdyr en gang imellem.
   En ting der er meget af her i Norge er mobiltelefoner, der snakkes utrolig meget i telefon her, eller også har jeg tilfældigvis mødt de mest snaksalige.


Nordkapp


Dag 1. Søndag den 25-6
13 km + 245 km

  Det blev en rigtig hård start på turen, kørte kl. 6.30 de sidste 13 km op til Nordkap, det tog en hel time pga. blæst og stejle bakker, og igen var det gratis at komme ind når man kommer på cykel, alle andre skal betale 175 norske kroner, en meget høj pris for at få lov at handle i deres turistbutikker hvor priserne nærmer sig røveri.
   Deres vejrstation viste 4 gr. varme og 15.9 sekundmeter så det var rigtig råkoldt, jeg søgte da også ly i centret efter at have taget billeder ved soklen, fordi jeg havde en aftale med Østjyllands radio jeg skulle vente på.
   Konstaterede at jeg havde kørt 239 km siden Altas lufthavn og nulstillede derefter mine cykelcomputere, jeg har altid 2 for at være sikker på at få den nøjagtige distance hvis den ene skulle strejke. Startede præcis kl 9 da jeg havde fået mit stempel ved udgangen.
  Nordkap er noget der trækker søm ud når man er på cykel, både den ene og den anden vej. uheldigvis skulle den kraftige blæst og mig ikke samme vej, så turen til Alta blev utrolig hård, og da jeg passerede birkelunden hvor jeg havde overnattet på vejen derop fik jeg en vældig lyst til at slå lejr, da modvinden var strid, men det havde jeg jo desværre ikke tid til.
  Kl. blev da også 22.15 inden jeg efter 245 km kunne slå lejr på en camping plads lige på den anden side af Alta.
  Det der med campingpladser er ikke altid en god ide da der ofte er en del larm, og denne var ingen undtagelse, da der blev larmet til kl 2 nat, men der er selvfølgelig også lyst hele døgnet.
  Nu er der måske nogen der undrer sig over at jeg ikke cyklede 300 i dag, men det skal jeg ikke, det er først i morgen inden kl 9 jeg skal runde de 300 km da det går efter døgn og ikke dag, så mon ikke jeg når det. Mødte for øvrigt en tysker på vej mod Nordkap på cykel, men han ville tage hurtigruten hjem. Der var heldigvis tørvejr hele dagen.


Dag 2. Mandag den 26-6
286 km

  Her går det godt selvom jeg er tørnet ind efter kun 286 km pga. kraftig regnvejr de sidste 120 km. jeg har lejet mig en hytte for at få tørret mit tøj, da alt er gennemblødt selv ting som var forsvarlig pakket ind i plastik.
Tanken om at slå lejr i telt var særdeles ubehagelig da jeg så skulle sove i vådt tøj. Jeg ville gerne havde fortsat men da der måske ville være 50-60 km til næste mulighed for at leje en hytte, besluttede jeg at stoppe her. Jeg har hundefrossen de sidste timer så det skal gøre godt at komme under tæpperne og få sovet en hel nat igennem.
  Tøj hænger til tørre overalt og jeg har skruet op for varmen, så mon ikke det er nogenlunde tørt i morgen tidligt. Er nu i Finland. Turen fra Alta og op på højderyggen er meget smuk da vejen og floden deler ca. 20 m plads mellem stejle klippesider.
  Jeg vil også bruge lidt tid på at få spist op af ting som efterhånden har hobet sig op i cıkeltaskerne. Her i Finland er der ikke meget mad at købe på tankstationerne,, så jeg må ind til byerne.


Dag 3. Tirsdag den 27-6
324 km

  Dagen startede hvor den slap i går, med regn den første time, men ellers har det været tørvejr resten af dagen med stigende temperature, helt op til 20 grader, så nu er det nok slut med at fryse.
  Har kørt 324 km i dag, så regningen fra i går er vist betalt. Spurte om vej ved en pølseudsalg på en rasteplads, der har de store problemer med at holde myggene væk, salgslugen bestod af et hul på ca. en A4 størrelse, og der var placeret 2 rygende tingester foran, så der var ikke meget plads til betjeningen. Det var heller ikke uden grund, da der hang en sky af myg foran lugen.
  Ellers var det dagen hvor jeg passerede polarcirklen og kom ind i Sverige, jeg overnatter i skoven ca. 30 km nord for Luleå.
  Og så har jeg opbygget mig en speciel Nordkap duft, da jeg ikke har været i bad siden Danmark og mit tøj er heller ikke vasket, det er blevet gennemblødt af sved hver dag, så jeg får hurtig betjening i butikkerne, nå spøg til side, jeg må finde en løsning på det i morgen.
  Min sovepose har også udviklet en speciel duft når jeg åbner den, en ram lugt af ammoniak som stammer fra en svedig uvasket krop gennem flere nætter.

Altsammen ret lækkert ikke?



Polarcirklen


Dag 4. Onsdag den 28-6
306 km

  Skyfrit og varmt vejr men desværre modvind, 306 km blev dagens høst. Jeg overnatter ca. 10 km syd for Umeå, en lidt træls by at komme igennem, måtte køre 3 km på motorvej for at undgå en større omvej. Ellers har dagen gået som de andre, med at hænge over cykelstyret. I Finland og her i Sverige deler man skoven med en milliard myg, det er lidt af en opgave at slå telt op uden at der slipper for mange med ind, jeg har vist efterhånden hilst på de fleste af dem.


Dag 5. Torsdag den 29-6
328 km

  Overnatter ca. 6 km før Hudikswal efter 328 km. Det er faktisk nøjagtig samme plet teltet står på som for 2 år siden, da jeg kørte Østersøen rundt, da kom jeg bare fra den anden side. Dagen har været lang og træls selvom vejret har været god ved mig, med sol og medvind. Der har været en del forstyrelser, værst var det at komme igennem Sundswall, den by havde jeg også problemer med for 2 år siden.
   Det er meget fint at lave motortrafikvej, men så skal der altså også anvises en alternativ vej til dem som er forment adgang til vejen. Godt nok er der et virvar af cykelstier men hvilken en man skal vælge er ikke nemt at vide for en ikke fastboende, Nå men jeg kom da igennem byen efter en del forkert kørsel og en masse spørgen.
   Jeg oplevede det også i Piteå og Luleå, pludselig kaldte men vejen for Motortrafik vej uden at der var alternativer, det var så meningen at man skal cykle tilbage og selv finde en anden vej, sådan noget kan gøre mig gal i skralden og medførte selvfølgelig at jeg tog motortrafikvejen alligevel, der var nu heller ingen der dyttede af mig.
  Mit telt er smadder vådt hele tiden, så nu vil jeg prøve at sove for åbne døre så kondensen kan komme ud. Selvfølgelig med myggenet foran.


Dag 6. Fredag den 30-6
349 km

  Grundet medvind og løfte om en hytteudlejning i den næste by, Lindesberg, blev dagens distance på 349 km. Der var selvfølgelig ingen hytte så jeg måtte fortsætte til jeg fandt et sted i skoven.
  Jeg må efterhånden værre den mest ildelugtende person i Sverige. ( Har jeg slået en rekord her? ) overnatter ca. 30 km nord for Ørebro. Er temmelig træt.


Dag 7. Lørdag den 1-7
354 km

  Sidder nu på færgen fra Gøteborg til Frederikshavn, natfærgen 23,15 - 01,15 så der bliver heller ikke megen søvn i nat. Har ellers haft en forrygende dag, distancen kom op på 354 km, meget fordi jeg havde medvind og fordi når det er tørvejr og medvind skal man udnytte det optimalt, de km der bliver kørt i medvind og tørvejr skal jo ikke køres næste dag i modvind og regn.
  Desuden var det blevet en fix ide hos mig at nå færgen om aftenen, da sejltiden så ikke falder i cykeltiden. En anden fix ide var at så ville jeg komme på Dansk jord igen inden der var gået en uge fra start.
   Hvad der så er knap så godt er at det er gået ud over stængerne, nærmere bestemt den del der sider lige over foden og foran, jeg ved ikke hvad det hedder, men det er helt klart en overbelastningsskade der har udviklet sig de sidste 3 dage, men smerter skal cykles væk er der nogen der siger, så jeg vil nok cykle mig en tur i morgen.


Dag 8. Søndag den 2-7
260 km


  Fik næsten ikke sovet pga. jeg først kom af færgen 1,15 nat og ingen lys havde på cyklen og derfor ikke kunne se at cykle, så jeg slog teltet op ved en oplyst fabrik, der blundede jeg til ca. 3,30 hvorefter der var lyst nok til at køre.
  Dagens store mål var jo at komme hjem og få et bad og ellers blive forkælet lidt. Det blev jeg da også i fuldt mål, med flere retter mad som jeg desværre ikke kunne spise så meget af som jeg kunne ønske. Jeg var aftenen før løbet næsten tør for proviant og var noget sulten om morgenen og derfor havde jeg spist meget i løbet af formiddagen for at undgå at gå sukkerkold, det gik så ud over appetitten til middag desværre.
  Jeg er helt kvæstet efter de lange dage og for lidt søvn, så dagens distance blev på kun 260 km. Sover på en rasteplads lige nord for Kolding. lidt tidligt for at indhente lidt søvn.

Afsted igen



Dag 9. Mandag den 3-7
252 km

  Ja, nu går det ikke så godt mere, jeg nåede kun 252 km, da jeg sov længe, og dernæst kørte forkert ved Kolding, det gav lige 10 km til skrotkassen. Så fjollede jeg rundt i både Flensborg og Slesvig for at finde en vej jeg måtte benytte, og så skal man åbenbart benytte cykelstierne selv om de er i en elendig forfatning, såsom grus, brosten eller bare dårlig vedligeholdt. Der findes dog også enkelte gode cykelstier.
  Er netop kommet med færgen over Elben og slog straks lejr da det var ved at mørkne og samtidig var det begyndt at regne. Dagene er meget kortere nu, i forhold til Nordkap hvor der jo er lyst døgnet rundt. Jeg må slutte nu da det kniber at se til mere.

Camping ved Elben


Dag 10. Tirsdag den 4-7
282 km

  Det er blevet meget bedre med cykelstierne nu, men der skal alligevel hænges i for at klare 300 km om dagen, da man hele tiden skal krydse rundt om vej træer, og holde tilbage for sidevejstrafik osv. Jeg forventer at kunne lægge nogle flere km på lager igen når jeg kommer til Frankrig, da der skulle være meget bedre forhold.
  Kom helt ud på landet i dag hvor der kun var smalle brostensveje og lokaltrafik, men det var heldigvis ikke så længe. Har også sejlet over et par floder hvoraf den ene var gratis, det er vist noget med at hvis floden er menneskeskabt er det gratis at komme over.
  Har i dag kørt 282 km, og havde nok fået 10 mere hvis det ikke var for et uhyggelig Tordenvejr fik mig jaget ind på et motel som meget passende dukkede op inden jeg blev helt gennemblødt. Jeg ved det godt, jeg er en pylrehoved. Jeg overnatter ved Octorp tror jeg det hedder.


Dag 11. Onsdag den 5-7
272 km


  Nogle midtvejs tal. Kl 9 i morges havde jeg kørt i præcis 10 døgn, og tilbagelagt i alt 3059 km, det er jo så 305,9 km om dagen i snit. så umiddelbart ser det jo godt ud, men jeg er noget bekymret fordi jeg ikke har lavet andet end at tære på km lageret siden jeg forlod Sverige. således også i dag hvor jeg kom på 272 km, godt nok mest pga. en træls modvind og regnvejr om formiddagen, men også fordi det tager tid at finde gennem byerne, der ligger som perler på en snor.
  Er nu i Belgien, Holland tog kun et par timer, og godt det samme med deres trælse lyskryds, hvor man selv skal trykke hvis man vil over.
   Fik lov at slå telt op bag en grillbar lidt syd for Tienen. Forventer at nå Frankrig en gang i morgen. Forresten, det var ved Wesel i Tyskland lidt nord for Rinen jeg passerede 10 døgns mærket, så kan man jo selv måle om det er halvvejs.


Dag 12. Torsdag den 6-7
285 km


  Overnatter ved en tennisbane, sådan lidt i panik da det næsten er mørk og et tordenvejr er lige op over. 285 km i dag. Forlod Belgien efter ca. 80 km. De lovede bedre veje er ikke så gode som forventet da der ingen plads er til cyklisterne i rabatten. Men vejene er alligevel bedre end før fordi der ikke er cykelstier og man derfor følger den almindelige trafik og ikke skal holde tilbage for sidevejstrafik.
   Der var ellers nogle seriøse stigninger i dag, hvor mit panik gear kun lige slog til, lidt overraskende da jeg ikke havde ventet "bjergkørsel" her.
   Er nødt til at slutte da jeg ikke kan se tasterne. Er umiddelbar syd for Meaux, lige øst for Paris.


Dag 13. Fredag den 7-7
279 km


  Befinder mig nu ca. 150 km syd for Orleans. dagens distance 279 km, det er åbenbart umulig at komme på 300. Dagen i dag har været beriget med hele 4 uvejr med lyn og torden, hvor der var fuldt opklaring imellem. Uvejr 1 var lige efter start i morges hvor det begyndte at hagle med meget store hagl. Jeg søgte ly under nogle store træer, men haglende slog igennem bladene, så det var godt at jeg blev budt indenfor i en bil der var stoppet af samme årsag.
  Uvejr 2 ca. 1 time senere hvor jeg lige nåede at komme i ly ved en fabrik.
  Uvejr 3 ramte mig ude hvor der ingen læ var overhovedet men der var heldigvis kun regn i den, så jeg blev kun våd. Alligevel en ubehagelig oplevelse da der ingen træer var, og man derfor var det højeste punkt på vejen når der ikke var biler på vejen, det skulle jo være godt for lynene, men de fandt heldigvis andet at slå ned i.
  Uvejr 4 var så nådig kun at snitte mig med lidt regn.
  Her til aften er et femte faktisk under opsejling, men den er jeg ligeglad med da jeg nu har indlogeret mig på et pensionat, jeg vil forsøge at få min sovepose tør igen.
   Det er et temmelig primitiv sted, nøglen til værelset er bare en firkantet plade der sikkert passer til alle dørene og trappen herop er ikke over ½ m bred, så det var ikke muligt at få cyklen med op på værelset, men den fik lov at stå inde ved kaminen i et ekstra restaurationsrum der ikke blev benyttet.
   Der er meget smuk her ude på landet med små hyggelige landsbyer og snoede veje, og pletvis rigtig "bjergkørsel" indimellem.


Dag 14. Lørdag den 8-7
317 km


  Kørte afsted tidligt i gadelygternes skær, var heldig med at der var skilte efter næste by lige uden for pensionatet, det havde jeg ikke lagt mærke til da jeg kom om aftenen. Er nu på campingplads i den sydlige udkant af Bordeaux.
  Dagens distance blev 317 km, ved hjælp af medvind og ca. 100 km motortrafikvej, det er vist lovlig at cykle på dem her, der var i hvert fald ingen der dyttede af mig.
Havde turens anden punktering, den første var i Tyskland. I morgen regner jeg med at nå Spanien.


Dag 15. Søndag den 9-7
275 km


  I dag var jeg sikker på jeg ville live stoppet da jeg som sædvanlig susede direkte ind på en motortrafikvej, jeg havde ikke kørt mere end 500 m da der bagfra kom en politibil med sirene og blink, men de forsatte og stoppede en bil foran mig i stedet. Jeg var jo nødt til at fortsætte hen forbi dem, og havde ventet en bemærkning, men der skete ingenting.
  Havde problemer med at finde den rigtige vej ud af Bayonne, så jeg ville lige høre på turistkontoret om de kunne hjælpe mig, men den var skam lukket om søndagen. Nå men jeg fandt da vej ved at spørge mig for, og snart kunne jeg se Pyrenæerne forude.
  Det er et utrolig flot område, med marker og huse langt op i bjergene. Fra Grænsen til Spanien gik der lige op de første 10 km, jeg måtte helt ned i mit mindste gear for at klare det, og da det samtidig var blevet skyfrit og varmt måtte jeg også holde nogle pauser.
Jeg havde under turen bemærket en stor rovfugl der fulgte mig ( sikkert en ørn) og da jeg var klar over jeg lignede en halvdød som jeg kom stønnede op ad bjerget var det ikke svært at forestille sig det var en grib der bare ventede på jeg skulle falde af cyklen.
  Da jeg holdt pause under et skyggefuldt træ blev den ved at kredse over mig, lidt uhyggelig, men jeg fortsatte og faldt ikke af cyklen, så den måtte finde sig et andet offer.
  Derefter kom der en dejlig lang nedkørsel over ca. 20 km, og så gik det ellers op igen ca. 12 km med 2 tunneller, der var fuldt oplyste, så det næsten var som at køre ved dagslys, de var betydelig bedre end Norges mørke og dryppende grotter.
   Og nu er jeg så endt i udkanten af Pamplona efter 275 km, hvor jeg har slået telt op i noget buskads. Der var en forfærdelig skyderi omkring midnat inde fra byen, først troede jeg det var fyrværkeri, men der kom ingen raketter, så hvad det har været ved jeg ikke, måske militærøvelse. I morges kl 9 efter præsis 14 døgns kørsel havde jeg kørt 4205 km, altså lige akkurat 300 i snit, men det tal vil sikkert falde fra nu af.

Pyrenæerne


Dag 16. Mandag den 10-7
260 km


  Jeg startede dagen med at køre 3 km på motorvej i mørke og uden lys, så var niveauet ligesom sat. Spurte nogle spøjse udseende politi/soldater om vej, de havde knaldrøde trøjer og ditto hat på, der lignede en stor sok der var efterladt på hovedet, det var lidt svært ikke trække på smilebåndet.
   Kørte opad det meste af dagen omen det var en svag stigning. Nu er jeg vist kommet helt op. En træls halv modvind samt pisse regnvejr en 3 timer gjorde det heller ikke nemmere. Jeg er stoppet allerede efter 260 km da jeg er helt kvæstet, og så fordi der lige lå en Motel her.
  Der er ikke nemt at finde en sted at slå telt op da der er meget kuperet og stenet.
Landskabet er mest kornmarker og vin marker. Her er ellers turens bedste veje, brede og med en god rabat, kvaliteten er helt i top. Frankrigs veje var jeg noget skuffet over, da der kun var rabat til cyklisterne når man kørte på motortrafikveje.
   Befinder mig nu ca. 125 km nord for Madrid.


Dag 17. Tirsdag den 11-7
349 km


  En rigtig god dag, km tælleren står på 349,99 km, men der har også været en god medvind og for det meste fladt og god vej, og så er det jo man skal slå til. Det ligner at jeg måske når målet torsdag eftermiddag eller aften, men der kan jo ske uheld.
  Kørte uden om Madrid i et virvar af motorveje og Autoviaer. Sommetider skulle jeg krydse op til 3 vognbaner med stærk trafik, så det var lidt spændende til tider, og sikkert vildt ulovlig, men heldigvis var der ingen politi. Dem havde der ellers været nok af tidligere på dagen hvor de holdt razzia men heldigvis ikke interesserede sig for mig.
   Overnatter ca. 220 km. syd for Madrid, ved noget der hedder Santa Cruz. Er igen på motel da det ikke er til at finde et sted at slå telt op, desuden gider jeg heller ikke mere bruge en time hver dag på det, så i morgen bliver nok også motel. Koster ca. 200 kr., og så får man sin gode nattesøvn og et bad.
  Har set en del vejskilte hvor der var tekstet på Arabisk eller lignende, jeg ved ikke hvorfor, men der må jo være nogen der kan læse dem.
   Det blev også dagen hvor jeg for første gang ikke fulgte min planlagte rute som jeg ellers har fulgt slavisk, og med held indtil nu . Jeg har brugt programmet Autorute Express 2000 til at finde den korteste mulige rute, og det har fungeret udmærket, jeg har printet ruten ud i bider af ca. 100 km og har dermed fået en meget detaljeret kort at køre efter. Det er bare ikke helt så godt når der er bjerge, da de små veje kan være meget stejle og snoede, og derfor meget tidskrævende, selvom de på kortet ser ud til at være kortere, så derfor valgte jeg at køre på Autovia resten af vejen til Malaga selvom ruten måske er 50 km længere. Det kan sikkert godt betale sig fordi de større veje er bedre og der er gjort mere ud af at undgå alt for mange bakker.


Dag 18. Onsdag den 12-7
327 km


  Mega sent og Mega træt. 327 km, overnatter i Torremolinus i telt.
Gibraltar i morgen - mere i morgen.


Dag 19. Torsdag den 13-7
126 km + 126 km


  Jeg står nu ved Gibraltarklippen og har fået mit stempel kl 11,33. jeg har kørt 5476,98 km og brugt 18 døgn 2 timer og 33 minutter, så jeg er selvfølgelig meget tilfreds, og lettet over at det evindelige pres nu er slut og jeg kan nu i ro og mag nyde cykelturen tilbage til Torremolinus hvor mit telt står, da jeg ikke ville slæbe det med det sidste stykke. Mere senere.

En glad cyklist med Gibraltar klippen i baggrunden


Fredag den 14-7

Hej, Lige for at gøre de sidste 2 dage færdige


Dag 18

  Startede ud i mørke da jeg havde sat mig for at nå Malaga til aften. der skulle være ca. 320 km, men jeg befandt mig jo oppe på platouet, så jeg ville få en god nedkørsel til sidst. hvad jeg ikke havde ventet var at der lå en hel del bjergkørsel først.
  Jeg skræmte en masse kaniner tidligt om morgenen, der var rigtig mange og de var helt trygge ved bilerne, men når de så jeg kom cyklende, løb de skræmte væk. Det er noget man tit oplever når man kommer på cykel, dyr er trygge ved biler men flygter når der kommer en på cykel.
  Der blev helt ulidelig varmt midt på dagen, så det blev turens nok hårdeste dag, hver gang jeg troede at nu kom den ventede lange nedkørsel gik det bare lige så langt op igen. Efter en særlig lang og hård opkørsel hvor jeg ventede at nu ville det gå nedad resten af tiden, fik jeg tilmed modvind , og vinden holdt sig i den hjørne resten af dagen. Det var en temmelig træls vind, så jeg var nødt til at træde når det gik lidt nedad også.
  På et tidspunkt var jeg noget bekymret for mit helbred da jeg måtte klare en 6 km stigning uden den mindste mulighed for at få skygge og varmen og solen var ulidelig, men det gik jo, og jeg konstaterede at jeg alligevel ikke var helt så kvæstet af varme som sidste år i Canada hvor jeg blev syg af det.
  I det hele taget var det betydelig mere besværlig at nå Malaga end jeg først havde troet, men nu var jeg blevet stædig og gal i hovedet og VILLE nå Malaga inden aften, så gal at der indimellem fløj rundt med bandeord og det der var værre, når der i stedet for en lang nedkørsel kom endnu en opkørsel. Tilmed blev jeg forvist fra Autoviaen af en motorcykelbetjent der ikke mente jeg skulle have lov at køre på den, men han anviste en alternativ vej der såmænd var lige så god, og sagde at når den var slut måtte jeg tage Autoviaen igen.
  Autovia er en slags motorvej hvor man normalt godt må cykle, der er dog enkelte steder det er forbudt, men det har jeg lært at ignorere da der som regel ikke er nogen der protesterer. Man lærer at bøje færdselsloven efter ens behov, ellers ville det tage for lang tid.
   Først ca. 20 km før Malaga fik jeg min lyst styret og susede ned af bjergende. 3 tunneller måtte også passeres, der var igen nogle af disse fjollede forbudt for cyklister skilte ved indgangen til tunnelerne, jeg ved ikke hvad de har forestillet sig man som cyklist så skulle gøre? måske kravle over bjergende med cyklen på nakken? der var kun en vej, og den gik igennem tunnelen.
  Havnede i Torremolinus, der var alt optaget på hotellerne, i min nød spurte jeg om lov til at slå teltet op bag en tankstation, men ejeren fik gjort mig opmærksom på at der kun 500 m derfra var en campingplads, så der trillede jeg hen i den allersidste lys.
   Desværre havde jeg ikke nok kontanter og de modtog ikke kreditkort, så efter lidt snakken blev vi enige om at hvis bare han beholdt mit pas kunne jeg altid betale senere. Jeg var lige ved at gå da jeg kom i tanker om at jeg jo fik brug for mit pas når jeg skulle ind i Gibraltar, så efter yderlige forhandling gik han med til at nøjes med mit pasnummer og jeg fik mit pas igen. Det var godt jeg ikke først var kommet i tanke om det foran indgangen til Gibraltar.
  Heldigvis var der lys på pladsen så det var nemt at slå teltet op, selvom jorden var hård, græs er der ikke noget af. Var igen heldig med naboerne, det var friske fyre der morede sig den halve nat.


Dag 19

  Jeg startede igen ud i mørke da jeg gerne ville nå målet så tidligt som muligt, det var jo sidste chance for at påvirke resultatet, Jeg havde fået at vide der skulle være ca. 115 km derned, der var nu 126 km men det er jo næsten det samme, så jeg lod teltet stå på campingpladsen, da jeg jo så kunne nå tilbage samme dag.
  Det var lidt nemmere at cykle uden vægten af telt og sovepose, men det tog alligevel længere tid end jeg havde regnet med da der næsten er by hele vejen derned, og derfor mange trafiklys. Jeg kørte på den vej der har den kedelige ære at skulle være Europas farligste landevej, også kaldet Dødens landevej. Det var mildt sagt også en ubehagelig oplevelse, selv efter alle disse km ned gennem Europa hvor jeg ellers skulle være blevet noget hærdet.
  Den første skilt efter Gibraltar var ca. 3 km før målet, så det var da godt, jeg havde et detaljeret kort med mig, ellers ville det have været svært at finde. Der må alligevel være lidt knas Spanien og England imellem siden der ikke skiltes efter Gibraltar.
   Efter det jeg har hørt har Englænderne kun Gibraltar så længe der er aber på klippen, så de passer selvfølgelig godt på dem. Der var en 1-2 km bilkø for at komme igennem paskontrollen, men cyklister og gående kom igennem med det samme, det er sommetider en fordel at køre på cykel.
  Straks efter at have passeret paskontrollen fik jeg en grænsevagt til at give mig et stempel som bevis på hvornår jeg var ankommet, jeg fik også hans underskrift, så det skulle være i orden. En dame kom uopfordret ud og tilbød at tage billeder af mig og cyklen ved klippen, så de var meget flinke ved mig.
  Hjemturen til teltet foregik i en lidt anderledes tempo, med masser af pauser, godt det samme da der igen var blevet meget varmt. Greb mig selv i at småsynge ( sker yderst sjældent) så jeg var vist glad for at det var vel overstået, og med et godt resultat.
  På vejen til Torremolinus var en politijagt pludselig i gang, der var politibiler overalt, men hvad de jagtede ved jeg ikke, men lidt efter holdt der en personbil og en politibil midt på vejen med åbne døre men ingen personer, så jeg formoder jagten var fortsat til fods i den nærliggende kratbevoksning.



Et tilbageblik

  Der har ikke været så mange oplevelser undervejs, det har der ikke været tid til, da alt tiden er gået med cykling. Lidt har dog bidt sig fast, foreksempel den sidste morgen undervejs i mørke i gadelygternes skær, hører jeg pludselig det pusler i buskasset ved siden af vejen, og opdager så en flok vejarbejder, ( I bulder mørke ) der var ved at samle affald op, er det mon det der hedder sort arbejde?
  Eller den gang i Frankrig i en lille landsby hvor jeg gik ind i en lille butik for at provianterer, i stedet for den sædvanlige ding dong var der her en lille fugl i en bur der fløjtede en rigtig pæn melodi når døren blev åbnet, jeg måtte lige åbne døren en ekstra gang, dog så det ved nærmere eftersyn ud til at den spiste batterier.
  Værre var det i Spanien på en tankstation, der havde man buret en ægte undulat ind i en lille æske på størrelse med en mælkekarton, det var sikkert meningen det skulle lyde hyggeligt når der kom kunder, men på mig virkede det ret ubehageligt.
  Der var også den tidlige morgen i Finland, kl 4,50 hvor der pludselig gik en flok vejarbejder på vejen og målte op, der må altså være flekstid nogle steder.
  Eller hvad med ham tankpasseren i Spanien der var helt opslugt af fjernsynet der viste billeder af vilde tyre der løb gennem Pamplonas gader med en masse mennesker foran og bagved, så måtte kunderne vente, og det var der da også efterhånden en del der gjorde, men vi kunne jo alle se med på fjernsynet, så det var også lidt sjov, for mig var det især sjovt at betragte tankpasseren, der hoppede og dansede når der skete noget spændende. Ja sådanne små pudsigheder har der været nogle stykker af.
  Det har været et problem nogle gange at få noget ordentlig mad, jo der er sandelig restauranter nok, men i mit program var der ikke tid til at vente på servering, så det var på tankstationer for det meste jeg købte min mad, men nogle gange var jeg også nødt til at handle i andre butikker, specielt i Spanien hvor der ikke er meget andet end slik og kager på tankstationerne. Det er vigtigt hele tiden at have mad og drikke nok, da det ville være katastrofalt at løbe tør for energi.
   Jeg husker en gang i bjergene i Spanien hvor der mod forventning ingen butik var i en landsby jeg havde regnet med at handle i, men jeg havde lige mad og drikke nok til at nå den næste by, og der fandt jeg da også en butik, hvor jeg bemærkede at manden var lidt mut, det virkede som om jeg kom til ulejlighed, jeg handlede og gik ud, hvorpå manden låsede døren efter mig? kl 2 om eftermiddagen? det var siesta tid, så var jeg kommet 5 minutter senere havde jeg ikke kunnet handle, og ville have haft et stort problem, da jeg var løbet tør for mad og væske.
   Der var da også enkelte dage hvor min eneste kost var cola og kager og chokolade, en masse energi men ikke holdbart i længden.
  Jeg har kun haft 2 punkteringer, ellers ingen uheld eller andre ting med cyklen, den fungerede uden et kny hele turen igennem. Fordækket holdt til hele turen, mens bagdækket blev skiftet i Danmark.
   Jeg har haft en del småskavanker der for det meste skyldes overanstrengelse af muskler, det værste var mine ben, jeg har på halvdelen af turen ikke kunnet gå ordentlig da det smertede voldsomt, men mærkelig nok ikke når jeg cyklede. Men som før nævnt, smerter skal cykles væk, og de forsvandt da også efterhånden som tiden gik.

   Jeg har nu nået mit mål, nemlig at have rekorden i udholdningskørsel med 302,5 km om dagen i gennemsnit, og også lige snuppede rekorden i tid på ruten Nordkap-Gibraltar med 18 døgn 2 timer og 33 minutter.   

Se alle billederne fra turen HER.






© Copyright Erik Straarup
All rights reserved