Vandstandsmåler med øverste mærke 21,79 meter oppe.

Jeg kørte ca en time før det blev lyst, det gik godt nok, da der er meget mindre trafik nu. Vejene er meget skiftende i kvalitet, det er dog mest smalle veje og uden rabat. Det gør nu ikke så meget da der som sagt er meget mindre trafik, og derfor som regel plads til en cyklist og en roadtrain.

Rabatterne har en stor del af skylden for mine mange punkteringer da de som regel er fuld af småsten.
Jeg havde modvind om formiddagen og medvind om eftermiddagen, sådan har det skiftet de seneste dage, lidt mærkelig. Jeg oplevede midt på dagen en halv time uden så meget som en bil, så det er til at holde ud.

Her skal hænges godt i for at køre over 220 km om dagen i det her terræn. Mange steder er vejen meget ru og ujævn som en vaskebræt, andre steder er den i top.

Jeg var så uklog at bestille en hamburger i Torrens Creek på hotellet, der gik 40 minutter inden den var klar, - og jeg som har travlt.
Creekerne er begyndt at hede drabelige navne som - Deadmans Creek, Skull Creek og Skelton Creek. Det er nok ikke uden grund om sommeren, hvor der må være ulidelig her.

Jeg havde i dag op til 26 grader, men det er jo også vinter her. Vil forsøge at nå Julia Creek i morgen.

Pentlands eneste butik.

Jeg startede som sædvanlig ud kl 5.30. Ved 66 km opdagede jeg pludselig der løb en Emu ved siden af vejen vel en 20 meter fra mig. jeg holdt en fart på ca 30 km timen, og vi fulgtes pænt ad. Så satte jeg farten op til 35 for at den skulle havde en chance for at slippe væk bagud, der var kvæghegn som forhindrede den i at slippe væk til siden. Men den satte også farten op til 35 kmt.

Alt imens kom kvæghegnet tættere på vejen og tvang Emuen helt hen til asfaltkanten.
Så satte jeg farten ned i stedet, og den strøg befriet over vejen foran mig, og væk på den anden side.

Så nu har jeg altså også prøvet at cykle om kap med en Emu.

Ved 212 km så jeg 5 Emuer ca 200 m inde på sletten, jeg stoppede og ville tage et billede af dem med zoomkameraet fra Inter Photo, men de stak i løb og var vel en 300 m væk inden jeg fik trykket på udløseren.

Der har været utrolig øde og flat uden træer hele dagen, så jeg er meget glad for medvinden, da en modvind her ville være dræbene. Temperaturen sneg sig op på 27 grader, det er godt det er vinter nu, gad vide hvor varmt der egentlig er her om sommeren.

Jeg har også set en del meget store helt grå fugle, de minder lidt om traner og er vel en 1,5 meter høje.

Er nu i Julia Creek efter en nem dag. Jeg har haft en god medvind hele dagen og kom allerede hertil kl 16.00.

Der er 135 km til Cloncurry som er næste overnatningsmulighed, så det kunne jeg desværre ikke nå.
Jeg gik ind på Motellet her og spurgte om værelse, men der var alt optaget. Så kørte jeg gennem byen til Shell roadhouse, der havde de ingen værelser, men anbefalede en campingplads der også havde hytter. Der forlangte ejeren 61 dollar for et værelse uden bad og toilet, så det tyggede jeg temmelig meget på og spurgte om ikke der var et andet motel i byen.
Så ringede hun til det motel hvor jeg var blevet afvist, og sørme om ikke de i mellemtiden havde fået en afbestilling, så fik jeg det værelse. Ja det var godt nok også dyrt 63 dollar, men her kan jeg sende email fra, og har egen bad og toilet.

Udsigtspunkt ved Great Dividing Range.

Forlod Julia Creek kl 5.30. Der var stjerneklart men ikke særligt lyst.
Jeg passerede adskillige Ko-rister der gik tværs over vejen. En var der ikke skiltet med og jeg så den på grund af mørket ikke før i allersidste øjeblik. Forhjulet stansede ca. 5 cm fra risten.
Da der er ca. 20 cm mellem stængerne ville det betyde en smadret for og baghjul hvis jeg kørte over dem med fuld fart.

Jeg mødte i mørket heldigvis ingen kreaturer. Men senere var der en del, også ihjelkørte.
På en 7 km strækning lå der 5 køer, en vildsvin og to kænguroer og lugtede.

Billedet viser at Dingoer er knap så velsete. Der er af staten ansat professionele Dingojægere til at holde bestanden nede. De flår derfor hoved og rygskindet af som bevis for at de passer deres arbejde. Og smider kadavret ved vejkanten, så farmerne også kan se der sker noget.

Jeg så en Dingo i mørket der åd af en kænguro på vejen. Jeg blev lidt forskrækket da den pludselig dukkede op i lyskeglen, og slog et slag med cyklen, men Dingoen blev bare stående.

Køerne bliver tit forskrækkede når jeg kommer cyklende, det er et syn de ikke er vant til. Jeg har da også efter 9 dage på vejen kun mødt en cyklist, ham Japaneren, udenfor byområderne.

Landskabet er siden Cloncurry ændret fra åbent og flad, til buskads og bjerge. Jeg er imponeret af Australiens natur, der er utrolig flot og anderledes, og bjergene er helt fantastisk, ikke store men med flotte stenformationer, og et helt særlig farvespil.

Der ligger dog også en helt utrolig mængder af dyr der er kørt ned, det betyder der også næsten konstant hænger en stank af lig i luften.

I morgen bliver en nem dag da jeg kun skal til Camooweal 188 km væk, derefter er der 262 km til Barkly Roadhouse. Vejen her har siden Townsville heddet Flinters Highway, men har nu skiftet navn til Barkly Highway.

Temperaturen var i dag på kun 26 grader, men det var såmænd også rigelig i bjergene.
Havde en punktering på forhjulet, 15 km før Mount Isa.
.

Skalperede Dingoer.

Med udsigt til en kort dag startede jeg ud en halv time senere end normalt. Jeg ville også tage den lidt med ro og bruge tid på lidt fotografering undervejs.

Efter ca 60 km kom den første af i alt fem vej indsnævring der betød at to biler der mødtes måtte havde hver en hjulsæt ud i rabatten. jeg kørte også ud i rabatten når der kom en roadtrain, da de ikke havde til sinds at gi sig.
Ca 70 km forløb på den måde, men det var ikke det store problem for mig da trafiken var svag og der kun kom en roadtrain ca. en gang i timen. Bilerne hvirvler en masse rød støv op når de passerer, så indimellem er det svært at orienterer sig

På et tidspunkt var der en skypumpe under udvikling, kun 100 m fra vejen jeg kørte på. Små buske og andet krat blev hvirvlet op i luften og grene rykket af træer og buske. Den syntes at have samme retning som mig så jeg satte lidt ekstra fart på, men derefter gik den i sig selv igen.

Punkterede IGEN på forhjulet, det var ved at være meget træls. Da dækket var ved at være noget slidt og jeg havde mistanke om at den ligefrem inviterede til punkteringer, så jeg skiftede det ud med et nyt.

Og her begyndte så dagens katestrofe. Om det var på grund af slidtage eller at jeg strammede for hårdt ved jeg ikke, men stikakslen der skal spænde hjulet fast, blev overskruet.
Jeg havde således ikke mulighed for at spænde forhjulet fast, og trillede forsigtig de sidste 20 km ind til Camooweal.

stikakslen er lidt rigelig lang så jeg prøvede først at sætte en mellemstykke i, men det er åbenbart møtrikken der har mistet gevinden.
Dernæst prøvede jeg at få fat i en møtrik der passer på stikakslen. Jeg har været rundt i samtlige butikker og ved byens mekaniker for at spørge efter om de havde en møtrik med det rigtige gevind men uden held. En lukkede tilmed butikken for at lede ude bagved, imens måtte kunderne vente udenfor.

Til sidst gik jeg ind i baren på den pub jeg er inlogeret på, og spurgte om der var nogen af de tilstedeværende der kunne skaffe en sådan møtrik. En reagerede og mente han måske havde nogen derhjemme, og tog derefter akslen med sig for at prøve. Og det venter jeg så på nu...

Temperaturen i dag nåede 29 grader. Jeg har et termometer med så jeg kan følge med i om det nu også er så varmt som jeg tror.

Det går nu også ud over køerne af og til.

Jeg ventede hele aftenen forgæves på at han skulle vende tilbage, og blev mere og mere led ved situationen. Måske havde jeg nu også mistet stikakslen.

Næste morgen var baren og hotellet lukket ned så jeg gik lidt rundt i byen for at vente på at bartenderen, eller møtrik-manden skulle dukke op. Jeg så i ånden at jeg blev nødt til at blafre tilbage til Mt. Isa hvor der var en forkølet cykelbutik.
Den er ikke stor, men den havde måske en ny aksel. Ellers er der kun Darwin som mulighed, og så ville turen som rekordforsøg være slut.

Kl. 10.30 havde jeg pakket grejet sammen og ventede udenfor hotellet, da bartenderen dukkede op og spurgte til sagen.
Til min skræk vidste han ikke hvem manden var som jeg havde afleveret stikakslen til. Jeg havde været ret sikker på at det var en af de lokale.
Han mente det var en turist der boede på Shell Roadhousen i den anden ende af byen.

Nu havde jeg virkelig problemer. Manden var sikkert kørt igen, men jeg skyndte mig alligevel derned for måske var han der stadig.
Og minsanten, jeg mødte ham netop som han var på vej op til mig, og han havde fundet en møtrik der passede.
Han havde pillet den af et køleskab, så nu er hjulet på.

Jeg må dog vente til i morgen med at køre da jeg nu umulig kan nå de 262 km til Barkly inden aften.
Så nu holder jeg en ufrivillig fridag, men er alligevel enorm lettet over at hele historien kun har kostet mig en dag.

Nu vil jeg så benytte dagen til at få vasket noget tøj, og efterse cyklen lidt grundigt og så eller få tiden til at gå til i morgen.



Ligger ca 13 km fra grænsen til Northern Territory, indbyggertal 360, lidt af en udørk der dog byder på et museum, 2 tankstationer med meget begrænset vareudvalg, samt hotel og motel. Ingen har en telefon der kan bruges til at sende email fra. Nærmeste civilation, 190 km til Mt. Isa og 262 km til Barkly Homestead, en anden udørk.



Fundet på nettet:
Camooweal!

There’s no way to avoid CAMOOWEAL but you might wish there were; the township’s atmosphere of lazy aggression is exacerbated by a total lack of charm.

The highway from Mount Isa forms the main street, built in 1944 by American servicemen whose names are painted on a rock at the edge of town. You’ll find a roadhouse, mechanic, general store (and Westpac agent), post office and hotel – a risky place for a last drink in Queensland.

The store’s old decor is worth a peek, and murals at the service station (with EFTPOS; tel 07/4748 2155) should raise a chuckle; around the back are cabins and a campsite with thick grass to raise a tent over. Otherwise, move on.

The best features of the surrounding area are dolomite sinks known as the Caves; drive 8km down the Urandangie road south of Camooweal, then turn left and follow the dirt track for about thirty minutes. There’s an NPWS campsite here with toilets and a fence to keep out marauding cattle. Flocks of gibbering green budgerigars congregate around the creek and, if you can put up with their racket, it’s preferable to a night in town.


På min vej, er der mange der gir en venlig hilsen dyt, og vinker. Jeg har endda også flere gange oplevet at tog hilser på mig, ja en enkelt gang ligefrem med det klasiske 5 dyt signal.

Jeg har dog fra Charters Tower til Hughhenden også oplevet at få smidt vand i hovedet af en modkørende turist tidligt om morgenen, hvad det så skulle gøre godt for. Ikke specielt morsomt da bilen nok kørte ca 100 km i timen.

Road Trains kører mest med kreaturer her. Kreaturene er lastet i 2 etager. Jeg har endnu kun set roadtrains med 3 anhængerer, som regel 17 akslet.

Mit værelse i Camooweal.

Jeg befinder mig nu ved Barkly Homestead. Her er ikke andet end en tankstation med motel og restuarant.
En rigtig turistfælde med skyhøje priser, 75 dollars for et værelse uden telefon og tv, men dog med bad og toilet. Det var det billigste de havde, og jeg havde ikke andre muligheder.

En varm dag, 29 grader, men ellers har jeg haft halv medvind, halv sidevind. Mødte en anden cyklist der var på vej fra Darwin til Cains, han havde en 2 hjulet trailer på slæb, godt læsset til, men han havde ikke travlt, så det gjorde ikke noget.
Han kunne nogle drabelige historier om cyklister og slanger, og påstod vi netop nu var i et Phyton område. Jeg har endnu ikke set en levende slange her i Australien.

Jeg så nogle 2-3 meter høje termitboer på min vej, og en del kænguroer i morges. Der er ikke så mange trafikdræbte mere.
Der har ikke været mulighed for at proviantere undervejs i dag, men på 2 rastepladser var der en vindmølle, så der var mulighed for at få vand.
Og så er jeg nu i Northern Teritory.

Jeg har lavet en ny km. kabale for de næste 14 dage, der skulle bringe mig de 3257 km. til Sandfire Roadhouse, det giver 232 km i gennemsnit.
Det vil så forhåbentlig bringe mig over den værste varme, så må vi se.

Der bliver både korte dage og lange dage for at få det til at gå op med overnatningsmulighederne, korteste 131 km og længste 295 km. Holder det bliver mit km. gennemsnit totalt til Sandfire Roadhouse på 231 km, inclusive min famøse 0 dag i Camooweal.
Så må vi se om jeg kan holde det snit resten af vejen.

Ja det er nemt at planlægge, at udføre er en ganske anden sag. Varmen bekymrer mig en del.

Selv om jeg prøver er termitboet størst.

En kort men alligevel varm dag, med 30 grader midt på dagen. Det er ikke mulig at købe brød og lignende her, da det er meningen man skal spise på restuaranten.
Det er ikke så smart for mig, da jeg gerne skulle have mad med til turen i morgen. Det bliver så nødt til at være hotdogs og lignende, købt aftenen i forvejen.

Jeg skulle gerne havne i Elliot i morgen aften, den første by siden Camooweal. Der skulle så være mulighed for at proviantere lidt mere fornuftig.
Oplevede 2 gange folk stoppede og spurgte om jeg havde det godt, og om jeg havde vand nok. Jeg var ikke i problemer, men det er da betrygende med den omsorg.

I morgen og de næste 5 dage har jeg også mulighed for at handle et sted midt på dagen, og kan så få noget køligt at drikke undervejs, det har jeg savnet de sidste par dage.

Er nu færdig med Barkly Highway og starter i morgen på de små 1000 km op til Darwin ad Stuart Highway.
Her i mørkningen kom en Shell roadtrain ind, 4 anhængere og 22 akslet, det er altså et meget langt køretøj.

Vindmølle sørger for vand til de vejfarende.
Der er en sådan for hver 60-70 km.

Lidt mere bakket og mere trævækst, men også store områder hvor bush brande har hærget.
Temperaturen i dag sneg sig op på 31 grader.
Det er stadig ikke muligt at få sendt email afsted, prøver igen i Larrimah i morgen. Alle inbyggere er tilsyneladende aboriginals, undtagen i butikkerne, der er der kun hvide ansat.

Jeg skulle gerne have et par nye dæk i Katherine, og så se om der kan gøres noget mere holdbart ved min stikaksel til forhjulet. Måske har de en ny stikaksel. Det er i hvert fald træls at køre med noget der kun er lavet halvt, og som man ikke har fuld tillid til.

Desværre bevirkede min 0 dag i Camooweal også at jeg ikke når Darwin før lørdag eftermiddag efter lukketid, de skulle ellers have en god cykelforetning.

Lige før Renner Springs

Har indlogeret mig på Larrimah hotel, eller wayside inn, eller den historiske pub, den har mange navne, men er den samme.
Her skraber man virkelig bunden hvad kvalitet angår, godt nok er det måske en historisk kro, men jeg er sikker på at man i gamle dage satte en ære i at tingene virkede.
Det er som om det modsatte er tilfældet her, herre toilettet har 2 brusekabiner og en toilet, kun en brusekabine virkede og toilettet var istykker, der blev så henvist til dametoilettet der må have haft en fortid i en børnehave. Ellers bærer det præg af forfald overalt.

Der er ikke sket det store undervejs i dag, temperaturen nåede op på 32 grader, træerne er blevet lidt større, så nu er det faktisk mulig at komme i skygge en gang imellem, og opleve hvordan 32 grader føles. Der er meget færre dyr der er trafikdræbte nu, rart med lidt frisk luft.

Har indset det ikke går at cykle barhovedet i disse temperaturer da jeg i går blev lidt ør i hovedet, og kører nu med cykelhjelm. Jeg vil i morgen prøve at hælde vand i håret og så på med hjelmen, mon ikke det skulle køle noget.

Larrimah kro.

Startede ud kl 4 nat da der var månelyst, så det gav 3 timer i månelys. Jeg gjorde det for at komme til Katherine tidligt så jeg fik tid til at besøge cykelhandleren, og så måske finde et sted at få sendt de emails fra.

Ankom til cykelhandleren præcis kl 12 efter 189 km, han var lidt af en skuffelse, men han havde dog en ny stikaksel som han kun solgte i sæt af 3.

Jeg er ikke 100% sikker de passer helt, han ville ikke lade mig pakke dem ud så jeg kunne prøve inden jeg købte dem, men der er da lidt at gøre med, skulle jeg få brug for det, jeg syntes ikke jeg kunne risikere ikke at købe dem.
Helt igennem en foretningsmand, ham cykelhandleren. Købte også 2 dæk.

Efter et par besøg på internet cafeer, fandt jeg et sted jeg kunne få sendt de emails fra. Stedet vil jeg besøge igen om 2 dage når jeg kommer tilbage fra Darwin, og lige inden jeg drejer vest på, og ud på det vel nok værste stykke på turen, hvad angår varme, afstande og øde egne.

Overnatter nu på Pine Creek roadhouse, 25 dollar, men så er det også kun en container uden andet end en seng. Havde ellers sat næsen op efter lidt luksus efter flere skrabede nætter, men 71 dollar for et motelværelse var alligevel for meget. Jeg har hjemmefra budgeteret med 50 dollar pr overnatning, det holder jeg mig vist også under, sådan i gennemsnit.

Vinteren har bidt sig fast på de 32 grader, det er nu også rigeligt til mig.
Ca 20 km før Pine creek havde jeg gjort holdt ved en af de få træer der gav skygge nok, for at komme mig lidt, og drikke lidt af det næsten kogende vand, jeg havde med, da en flok vejarbejder svingede ind og spurgte til mit helbred.
Jeg fortalte dem jeg var ok, men at det var lidt vel varmt mit drikkevand. Fluks sprang en af dem ud med en tønde med isvand som jeg fik lov at fylde et par flasker med.
Utolig lækkert, kold vand slukker nu meget bedre tørsten end varmt.
Det viste sig den ene engang havde været gift med en Dansk pige, så der blev også snakket lidt på Dansk.

Pine Creek Roadhouse.

Kørte af sted kl 5 igen i månelys. Der var temmelig kuperet til at begynde med. Cirka 10 km før Hayes Creek var der omkørsel = 7-8 km jord-vaskebrætvej. Uhyre træls da det ikke var blevet lyst endnu, og jeg derfor havde besvær med at se hullerne. Den strækning får jeg også glæde af i morgen når turen går tilbage til Katherine, men der vil så være dagslys.

Ca. 10 km før Adelaide River observerede jeg nogle mystiske store sten i vejkanten ca 100 m fremme, i det samme løftede "stenene" hovederne og det viste sig at være 4 bøfler, af den slags der er i filmen om Crokkodile Dundee. Jeg var temmelig spændt på hvad der ville ske når jeg passerede dem på kun ca 10 meters afstand. Bøfler har ry for at være noget af det mest uberegnelige og kortluntede dyr der findes. De blev heldigvis bare stående og gloede på det mystiske fænomen der passerede forbi.
Lidt sjovt det netop skulle ske her, da bøflen der er brugt i Dundee filmen skulle stå udstoppet på en pub i Adelaide River.

Da jeg ankom til Noonama ville jeg booke mig ind for natten, og så ellers fortsætte de sidste 42 km op til Darwin og derefter tilbage igen. Men på trods af at der stod Noonama Hotel på bygningen, var der ingen mulighed for overnatning der, da der tilsyneladende ikke var hotel alligevel. Jeg blev så nødt til at fortsætte op mod Darwin og bookede mig så ind på en Cabin i Coolalinga ca 25 km før Darwin. Derefter cyklede jeg de sidste km til Darwin byskilt, tog et par billeder og så tilbage til min "Cabin".

Næ nej, jeg orkede ikke at trille downtown i Darwin, hvad skulle jeg dog der, byer har aldrig sagt mig noget, Desuden havde temperaturen sneget sig op på 33 grader, så nok for i dag.

Landskabet er blevet mere grønt, og mere tropisk, flere palmetræer og lignende, bladene på træerne er mere fyldige og giver mere skygge til cyklister.
Dyrelivet har også ændret sig, her tænker jeg specielt på fuglelivet. Desværre kender jeg ikke navnene på dem, men flotte er de. Ja, og så har termitboerne antaget nye højder, vel en 4-5 meter for de største, nogle steder står de temmelig tæt og hygger sig, men ellers er jeg glad for jeg snart skal ud vest på. Trafikken her er lidt træls, men vejen Katherine-Darwin er jo da også hovedfærdselsåren her i Northern Territory.

Ankommet til "THE TOP END" Darwin i 33 graders varme.

Hård dag, det er sent, de sidste 155 km i strid modvind, er helt udkørt nu. 33 grader igen i dag.

Startede ud kl 4 morgen, da der var langt til Katherine. Mødte en Australsk cyklist der også kørte Australien rundt, han tog sig bare lidt bedre tid en jeg, da han havde afsat 1 år til projektet.
Efter Hayes Creek overhalede jeg to tyske cyklister der ikke havde så travlt som jeg. Efter et par km. kom det trælse stykke omkørsel med jordvej og masser af huller så jeg ikke kunne køre mere end godt ganghastighed. Et plus var det dog at der kørte en tankbil og pøsede vand på vejbanen så det ikke støvede.
Da jeg så efter 8,4 km. endelig var ovre omkørslen kom de 2 tyske cyklister adstadig kørende fra den spærrede vejbane, det var surt.

Det begyndte at knibe med kræfterne da dagen i går også havde været hård med modvind de sidste 90 km til Darwin.
Da jeg kom til Pine Creek, måtte jeg ind og komme mig lidt og få noget at spise.

Men der resterede stadig 91 km, så jeg måtte på den igen. Modvinden var ikke blevet mindre og temperaturen sneg sig igen op på 33 grader, så det blev en meget hård kamp der lige så godt kunne have gået galt, men jeg fik mig da kæmpet til Katherine på de sidste kræfter, men det havde kostet, og jeg frygtede for morgendagen der gerne skulle være på ca. 283 km.

Termit højhus.

Startede ud kl 4.30 på svage ben, men efter en tid gik det bedre, og jeg begynte at have optimistiske tanker om dagens opgave. Da jeg rundede de 100 km gik det stadig godt, selvom jeg godt kunne mærke gårdsdagens strabadser i benene.

Ved ca 125 km begynte det at knibe med at holde fart på cyklen, og ved ca 150 km var jeg klar over det var helt galt med kadavret, jeg var svimmel, skidt tilpas og dødtræt, og måtte erkende jeg ville få besvær nok med at nå frem til Victoria River ved ca 200 km.

Det var meget træls da jeg så i et hug ville miste en hel dag i forhold til min plan.
Jeg holdt en længere hvil under et træ for at komme over det, og det hjalp da også lidt, men efter ganske få km var det galt igen, og jeg måtte indse at slaget var tabt, specielt ærgerlig i dag da temperaturen i dag ikke kom over 30 grader.

Så en meget stor pelikan stå i buskadset og se usynlig ud, og en del kænguroer der løb over vejen.
Vejen Katherine - Kununura hedder Victoria Highway og er på kun 511 km, en distance jeg nu bliver nødt til at bruge 3 dage på.

Victoria River.

Vaskedag.

Startede først ud da det var ved at lysne, det er vist første gang på turen. Jeg havde jo også kun 92 km på programmet i dag fordi jeg ikke formåede at køre dem i går, men det er vel godt nok med en halv fridag så jeg kan komme lidt til hægterne igen.

Jeg så en del kænguroer, eller det er vist Walleroo, den art her hedder, de er temmelig små, så det er nok ikke en ægte kænguroer. Der er fire arter i Australien der alle ligner kænguroer, men altså kun de 2 der er ægte. Jeg så også 3 vildsvin i bushen.

Landskabet er meget flot med små bjerge og klippeformationer. Vejen kører nærmest i en slags dal, der sikkert er skåret i tidernes morgen af Victoria River.

Timber Creek viste sig at indeholde et supermarked hvor man kan købe brød og lignende.
Det er normalt ikke mulig på roadhousene, da det er meningen man skal benytte deres restuarant. Derfor har det heller ikke altid været mulig at få den kost der egner sig til cykling, men her var jeg altså mere heldig.

I morgen går turen så de 228 km til Kununura, den største by i de næste mange dage, ca 4000 indbyggere.
Jeg vil også i morgen krydse grænsen til Western Australia, hvor der er forbud mod at indføre frugt og landbrugsprodukter, så man bliver kontroleret.

Få km. før Timber Creek.

Tog lige 2 timer i måneskin, også for at komme i god tid til Kununura, da det er sidste store by i lang tid.
Jeg var heldig at få fat i lysbillede film af den rigtige slags, og fandt et sted hvor jeg kunne sende Email fra.

Ellers har det været et meget afvekslende landskab med buskland, skov, bjerge og åbne sletter, og nogen steder også de store Boab træer.

Masser af kreaturer sine steder, og også en del af de der små kænguroer som altså ikke er kænguroer.
Jeg kom uden problemer gennem tolden der checker for bestemte fødevarer ved grænsen til Western Australien. Det territorie skal jeg nu være i de næste ca 5200 km, så der går lige nogen dage inden det er overstået.

I de øde områder i Australien er der store mængder mineraler. De udgør mere end 20% af landets eksport. Blandt de vigtigste kan nævnes jernmalm, guld, kul og bauxit, som bruges til fremstilling af aluminium. Australien er verdens største producent af bauxit og aluminium. Landet er også en af verdens største eksportører af jernmalm og kul.

Temperaturen holdt sig på kun 29 grader i dag, 4 grader under Darwin området, det kunne godt mærkes.

Boab træ.

Startede kl 6,30, altså efter Queensland tid, den tid har jeg fulgt hele tiden selv om det skiftede en halv time da jeg kom til Northern Territory, og nu skifter yderlige en og en halv time, altså i alt 2 timer. Så efter WA tid var klokken altså reelt 4.30 om morgenen.

Jeg startede som sædvanlig ud i korte bukser, men måtte stoppe og tage de lange på da det var meget koldt her til morgen.
Efter 45 km blev jeg temmelig hed om ørene da der kun blev skiltet efter Wynham 56 km længere fremme. Havde jeg i mørket taget den forkerte vej ud af Kununura?
Jeg kørte ind på en rasteplads hvor der holdt en af de lokale og spurte om vejen førte til Halls Creek. Det gjorde den heldigvis, og han kunne fortælle at lige over bakketoppen 500 m væk, kom T krydset hvor jeg skulle dreje til venstre og hvor Highway 1 fra nu af hedder Great Northern Highway de næste ca. 1500 km.

Det medførte samtidig en lidt træls modvind der holdt resten af dagen, men da temperaturen igen i dag ikke oversteg 29 grader, var det til at leve med.

Efter ca. 80 km kom Dunham river, der er der en rasteplads hvor jeg havde forventet at kunne tanke op med vand, men der var ingen vand. Heldigvis tilbød en campist mig noget vand, og så var situationen reddet.

Efter 105 km kom dagens store overraskelse, en splinterny roadhouse var åbnet for kun 3 uger siden, strategisk anbragt midt mellem Kununura og Turkey Creek, så jeg tankede igen op med kolde drikke. Da jeg skulle til at køre blev jeg anråbt af en campist der ville vise mig noget, han havde filmet mig da de havde passeret mig ude på vejen, så det skulle jeg da lige se.

Jeg kører nu i det område der hedder THE KIMBERLEYS et bjergområde ca. 10 gange større end Danmark og med kun 25.000 indbyggere, hvoraf langt de fleste bor i de få byer der er i området. Her er utrolig flot, og også en del bakker der skal forceres, men ikke værre end at det er til at holde ud.

Så i dag 3 skypumper tæt på vejen, de opstår pludselig og går hurtig i opløsning igen. Meget er brændt af bushbrande, ca. 80% bar præg af at være brændt på et tidspunkt, nogle steder ryger det stadig fra en træstub eller lignende, røg steg op fra en brand langt ude, men endnu har jeg tilgode at se en brand tæt på.

Ved mange broer er der vejindsnævring til kun en bane, så der skal der passes ekstra på. En del kvæg men nu også heste der går frit omkring.

Er nu i Warmun, eller Turkey Creek som det hed indtil området blev givet tilbage til aboriginalerne. Roadhousen som er den eneste byggeri og dermed udgør byen, hedder dog stadig Turkey Creek Roadhouse. Nu er priserne skruet vildt op, jeg havde valget med bo på 8 sengs stue (backpacker) 20 dollar, eller motel 80 dollar. For mig var det ikke et valg, jeg vil altså have min nattesøvn, så det blev til motel.

Jeg har hørt at der i Fitzroy Crossing ikke skulle være mulig at komme under 100 dollar for overnatning, godt jeg snart kommer ud hvor der er lidt konkurrence igen.

Turkey Creek Roadhouse.

En kort men også den mest bakkede etape til dato, vinden var imod men dog svag. Jeg så flere meget store kænguruer i dag, samt de sædvanlige kreaturer.
Dagen bød også på turens første vandgang, altså et sted hvor floden løb over kørebanen. Det var dog ikke vildt farlig at passere da vandybden næppe kom over 2 cm. Lidt uforståeligt hvor det vand kom fra da de fleste floder er mere eller mindre tørlagte, men måske har der været en kraftig regnbyge oppe i bjergene.

Jeg har nu cyklet i 23 dage under en blå himmel, så det ville være rart med lidt skyer en gang imellem, men det kommer næppe den første uges tid.
Ankom tidligt til Halls Creek, så jeg har sat gang i noget tøjvask, og været nede på en Internet cafe' og kikke min mail. Det var ikke mulig at få lov at sende fra min laptop.

Jeg har i de sidste 2 år hvor denne tur har optaget mig, hele tiden betragtet strækningen Halls Creek - Fitzroy Crossing som den største udfordring. Der er 295 km med absolut intet imellem, temperaturen kommer sjældent under 30 grader og træbevoksningen er sparsomt = ingen mulighed for at komme i skygge. En etape der skal planlægges grundig, medbringe vand nok er næppe mulig, jeg må sætte min lid til de biler der passerer forbi.

Jeg vil starte meget tidligt om morgenen for at nå længst mulig inden varmen bliver et problem, og så har jeg tænkt mig at spørge nogle af de campister her på stedet om de skal samme vej i morgen, og om de så, når de passerer mig vil give mig nogle flasker vand.

Jeg bor i container igen, et ganske udmærket rum til kun 22 dollar, uden dyne dog, men et lagen er såmænd også nok i disse temperaturer. Snittet de sidste 2 dage bliver så 51 dollar, det kan godt gå an.
Halls Creek er noget større end jeg havde forventet, med en hel del forretninger, og endda en turistkontor der dog ikke kunne anvise et sted at få sendt email fra.

DET LYKKEDES, nogle campister fra Melbourne fik 6 flasker halv cola og halv vand og lovede at gi mig dem når de engang i morgen passerer mig, det bliver ca. ved et tiden så det passer perfekt.

Her kunne en og anden måske anke at jeg så ikke har cyklet Australien rundt uden hjælp, det mener jeg dog ikke er rigtigt, det er vel så også en form for hjælp at købe madvarer og overnatning undervejs? Jeg mener at sålænge jeg ved egen kraft selv cykler hver eneste centimeter, og selv sørger for alt turen vedrørende, ja så er min sti ren. I den sidste ende handler det om at overleve.

Jeg bor i hjørnet af containeren.

Startede ud kl 4, tre og en halv time før solopgang. De første 30-40 km kunne jeg høre en del kænguruer der flygtede i græsset, nogle løb også over vejen, og jeg tænkte det her kunne godt ende galt.
Pludselig kom der en hoppende så tæt foran mig at jeg var helt sikker på at ramme den, men vi undgik hinanden med den mindst mulige margen og samtidig kunne jeg høre en anden på asfalten bagved.
Joh, det var rimelig spændende. Efter den oplevelse begyndte jeg at ringe med min klokke for hver 30- 40 meter, så kunne de da høre at der kom noget.

Ved dagry kunne jeg sætte fart på cyklen og det skred godt fremad på en god og flad vej. Sidevind de første ca. 100 km, derefter fik jeg en god medvind det meste af resten af vejen.
Ved 214 km kom mine vandbærer med min nødtration, jeg er dog lige ved at tro jeg havde nok uden, da jeg havde kørt så langt mens det endnu ikke var blevet alt for varmt. Temperaturen kom kun op på 31 grader, så der var jeg også heldig.

I sandhed en dødens etape om den skulle gennemføres i sommer månederne, her er varmt nok endda om vinteren. Men det er da også netop derfor jeg har lagt turen på dette tidspunkt af året.

2 gange under min natkørsel kørte jeg over nogle store sten der normalt ville medføre punkteringer, men det skete ikke, så heldig igen.

Fitzroy Crossing er en meget mærkelig by der strækker sig over et stort område uden dog at indeholde noget særlig. Som i de fleste andre byer er her masser af Aboriginals der slentrer rundt, hænger på gadehjørner, i parker og kører rundt i gamle biler tilsyneladende uden anden formål end at slå tiden ihjel.
Mange virker dybt alkoholiseret, beskidte og uden indhold i tilværelsen.
Jeg har læst et sted at de udgør ca. 1 % af Australiens befolkning, jeg må sige de forstår at gøre sig synlige. Jeg vil tro de fleste ikke har arbejde, men får penge af staten.
Jeg fornemmede en vis fjentlighed over for hvide, det har sikkert sin egen historiske forklaring.
Jeg faldt i snak med en turist der netop havde kørt gennem byen, og han fortalte at de ikke engang havde turdet rulle vinduet ned, og jeg må indrømme jeg heller ikke følte mig tryg derinde.

Det lykedes mig at få cyklet yderligt 12 km rundt i Fitzroy Crossing i min søgen efter mad og et sted at overnatte. Til sidst tog jeg på motel lidt uden for byen, selvom prisen var høj. Byen er tørlagt for brød så jeg må leve af kiks og kager til jeg kommer til næste by.


De indfødte har boet i Australien i over 40.000 år. Før europæerne kom i 1770, var der ca. 300.000 aboriginerne. Der blev talt ca. 500 forskellige sprog, som kunne opdeles i 31 sprogstammer. Aboriginerne levede i grupper på 10 til 50 personer. Mændene gik på jagt, og kvinderne fiskede og samlede anden føde. Jægerne var dygtige, de kendte dyrets instinkt. De var meget gode til at finde dyrespor, de forstod sig på vindens virkning, og de kendte til årstidens skiften. En jæger tog kun det, som han skulle bruge til sig selv, familien eller stammen. Det medførte, at der altid var en god balance i naturen. De lokale stammer var meget troende, de knyttede de lokale kendemærker, så som klipper, damme osv., til deres mytologi. Det var altid den ældste i stammen, som var ansvarlig for at lære de yngste stammemedlemmer om stammens identitet.

Mine vandbærere fra Melbourne.

Startede ud kvarter over 5, månen er ikke til meget hjælp mere, da den kun er kvart fuld nu. Som i går var der en del stjerneskud på nattehimlen.

Efter ca. 10 km kunne jeg stadig se lysene fra Fitzroy Crossing, det siger lidt om hvor fladt og træløs området er, men efterhånden forsvandt de dog, og jeg havde vejen for mig selv den første time intil der kom en roadtrain og ødelagde idyllen.

Jeg ringede med min klokke som i går for at advare dyrene, men er ikke sikker på om der overhovedet var nogle kænguruer i området, jeg hørte dem i hvert fald ikke.

Igen idag var der en god vej, i dag har jeg dog mest haft sidevind, men også både med og modvind. Temperaturen kom op på 33 grader med pil opad.

Jeg er træt af varme.

Jeg løb også lige ind i 6 km jordvej/omkørsel i den værste varme, så går det så langsomt at fluerne bliver en stor plage, de kravler overalt i ansigtet, og er ikke til at få væk da jeg er nødt til at have begge hænder på styret for at holde balancen i det sandede og hullede føre.

Willare Roadhouse havde et telt til 35 dollar, så det snuppede jeg, den står på skrabeovernatning de næste mange dage efter Fitzroy Crossings landevejsrøveriet. Roadhousen sælger heldigvis også brød mm, så nu står den på opfedning til i overmorgen hvor jeg har en etape til Sandfire på 286 km. I morgen bliver en halv fridag med kun 132 km til Roebuck Roadhouse.

Teltlejr 35 dollar Willare Roadhouse.

Passerede 4 broer umiddelbart efter afgang fra Willare Roadhouse, der førte over 4 floder. Alle med vand i kunne jeg se da stjernerne spejlede sig i vandet. Der var også en del puslen i krattet ved siden af vejen, men jeg holdt gang i klokken og observerede ingen dyr på vejen denne nat.

En del kvæg på et tidspunkt, også en flok der galoperede langs vejen for at komme væk fra mig, efter et par hundrede meter fandt de dog på at forsvinde ind i krattet. Ankom til Roebuck Roadhouse godt 12, og fik en container til 50 dollar. Har sat gang i noget tøjvask. Det er med at få det gjort på de korte dage da solen så kan nå at tørre det inden aften.

Jeg befinder mig nu kun 34 km fra Brome og den Indiske ocean, så lidt har jeg da fået cyklet siden Brisbane. I morgen vil jeg starte ud kl 3.30 da der bliver varmere nu tror jeg, og jeg har det ikke så godt med temperature over 30 grader.
Det er ellers heller ikke fordi det er særlig spændende med natkørsel, men heller det end varme. Har ringet til Sandfire Roadhouse for at være sikker på at der er ledige værelser. "No Worries" var beskeden, så det regner jeg med.

De næste par dage skal jeg prøve kræfter med "Great Sandy Desert" det bliver sikkert spændende.

Og så har jeg lige slagtet min hidtil bedste og mest trofaste følgesvend på turen, jeg hentyder her til mit bagdæk jeg satte på i Charters Towers efter alle de punkteringer jeg havde haft på det første dæk. 4150 km uden en punktering og kun en oppumpning undervejs, så langt har jeg aldrig før kørt på et bagdæk, Michelin Dynamic 700x23 hedder det, håber at kunne købe et magen til senere.
Dækket kunne sikkert også have nået til Sandfire, men da det er temmelig slidt syntes jeg ikke jeg ville risikerer at stå inat og skulle skifte dæk midt på vejen.

Roadtrain med kvæg i 2 etager.

Listede ud i natten kl 3.45, der var stjerneklart men månen stod først op lige før daggry som er ca 7.45, så der var temmelig mørkt.

Jeg havde fundet min lille klokke frem, den hænger så i en snor og bimler hele tiden. Opserverede ingen dyr denne nat. Ved 66 km kunne jeg stadig se lyset fra Broome by tværs over bugten.
Efter 117 km kom der en lille frugtudsalgs bod hvor jeg købte og spiste en Rockmellon.

Ved ca 200 km holdt jeg ind ved en kreaturlåge, som jeg stillede cyklen op ad, og spiste så nogle honning og marmelade madder.
Midt i det hele kom en bil kørende og skulle igennem lågen. Jeg fik en snak med manden, der fortalte at ejendommen var på " En fraktion under 1 million acres " og strakte sig ca 40 km tilbage mod Roebuck og helt til Sandfire, 80-90 km længere fremme, og fra havet og en vel 30-40 km ind i landet. Ejendommen ejedes af et company.

Et australsk landbrug er meget anderledes end et dansk landbrug. Man kan finde australske farme, som er på over 300 km2, jo dårligere jorden er, jo større bliver farmene. Den største fårestation er på størrelse med Danmark (39.000 km2)

Strækningen Roebuck - Sandfire blev en hård nød at knække da der var en kraftig sidevind, med modvind sine steder.
Varmt blev det også med 32 grader i skyggen, en skygge der ikke var der, da det mest var buske og skrub som bevoksning, og sine steder kun græs.
Denne strækning hører afgjort til de mere giftige, og gudskelov er det den sidste hvor der ikke er mellem stationer undervejs. Det bliver rart at kunne købe mad og drikke undervejs igen.

Sandfire Roadhouse er et lurvet og beskidt sted, med 1 kamel og en 10-12 påfugle der skider overalt. Folkene er ellers meget flinke og til at snakke med.
Jeg fik en containerplads for 35 dollar inclusive 1 cola og 2 sandwicher. Der måtte dog lige jages en stor firben ud af værelset først, og så er jeg glad for det er i den tørre periode jeg er her, da taget bærer præg af at være temmelig utæt.

Ved indgangen til Sandfire roadhouse.

Så fik jeg lige den oplevelse med. Kakelaker pilede rundt da jeg stod op, godt jeg ikke havde set dem inden jeg faldt i søvn.
Der var en masse kløen på benene, lopper? Sandfire Roadhouse er vist leveringsdygtig i lidt af hvert.

Kørte kl 4.30. Mødte to hold kreaturer på vejen i mørket. Ellers gik det planmæssigt til Pardoo Roadhouse ved 139 km, meget lækkert igen at have et stop midt på dagen.
En god medvind det meste af vejen. 33 grader i dag. Lige før Port Hedland stoppede en truck, det viste sig at være en dansker der havde set mit flag, det er første gang efter 28 dage jeg har snakket med en Dansker. Kørte til South Hedland hvor jeg efter en del fjollen rundt fandt en caravan park der havde en hytte ledig.

Great Sandy Dessert.

Er nu på backpacker logi, må dele værelse med en anden. Så må vi se om jeg får noget søvn. Medvind det meste af dagen, temperaturen 33 grader. North West Coastal Highway hedder vejen nu.

Et kreaturs sidste hvilested.

Det blev desværre sidste dag hvor Australien rundt på cykel blev kørt som rekordforsøg. Jeg måtte have transporthjælp de sidste 80 km til Nanutarra Roadhouse.

Ikke på grund af varme, der var faktisk kun 29 grader, heller ikke på grund af modvind eller bakker, jeg havde en svag medvind. Men slet og ret på grund af et fysisk og vel også mentalt sammenbrud, der havde været undervejs de sidste dage.
Sammenholdt med flimren for øjnene og en usigelig træthed de sidste dage, der kulminerede i dag hvor jeg, trods god vejr og vind, måtte opgive at nå til Nanutarra, ja så har jeg besluttet at stoppe rekordforsøget.

Jeg ved jeg skuffer mange, men der er næppe nogen der er mere skuffet end jeg selv. Alle disse stræbsomme dage og nætter syntes nu spildte, der er en tid til handling, og en tid til omtanke, og jeg vil ikke sætte livet på spil for det her.

Mine redningsmænd og rekordforsøg slut.

Startede ud ved solopgang, der er jo ingen grund til natkørsel mere. Jeg begyndte med det samme at forsøge at få transporthjælp, da jeg ikke kunne vide hvornår der blev bid. Allerede efter 22 km stoppede en roadtrain. Jeg spurgte om jeg kunne komme med til Carnavon, der er en lidt større by hvor jeg kunne slikke mine sår lidt og der tænke over hvad næste skridt blev. Han skulle til Perth og mente jeg ligeså godt kunne følge med hele vejen.

Russel hed han, 32 år, kom fra Karratha med tomme vogne og skulle hjem til Perth. Roadtrainen var 53 meter lang, med tre anhængere.
Efter et par timer kom vi til en plads beregnet til at samle roadtrains på. Der ville han have den ene hænger kørt op på en anden da det var billigere i diesel på den måde. Det tog vel en halvanden time, da jordrampen der var på stedet ikke passede i højden, og vi derfor måtte klodse vognen op med forhåndenværende materialer.

Han fortalte at han nok kørte 1-2 kænguruer ned pr tur han var på, og at han engang havde kørt 14 ned på en enkelt tur. Under en af vognene fandt vi da også en reservedel til en kænguru. Kænguruerne er temmelig uberegnelige og nogle steder så mange at påkørsel ikke kan undgås. Da det blev nat så jeg da også ved selvsyn at kænguruerne hoppede rundt i vejkanten, og skal chaufførerne sætte farten ned hver gang de ser en, kommer de ingen vegne.

Jeg blev noget overrasket over hvor meget vinden har at sige for en Roadtrain, Russell kunne i modvinden ikke presse den op på mere end 90 kmt. hvor han normalt kører 110 kmt.

Det var ellers ret spændende at være med i sådan et uhyre, og høre dem snakke sammen over radioen når vognene mødes. Undervejs var der også et område med vilde geder i et imponerende antal. Sådan en havde Russel dog aldrig kørt ned, da de var så kloge at løbe væk når der kom en bil, og ikke over vejen.

Selvom sådan en roadtrain er imponerende at se på udefra, er førerhuset ikke meget større end i en Fiat Pundo. Ved ni tiden om aftenen holdt vi ind på en rasteplads for at sove, jeg fik forsæderne mens Russell krøb til køjs i sin egen kabine.

Royal Flying Doctor Service.
Vejen bruges også som landingsbane.

Russell havde om aftenen hørt en ukendt lyd fra motoren, og undersøgte sagen ved daggry. Det viste sig at kølerpropellen var revnet næsten hele vejen rundt og kunne falde af når som helst, så vi listede ned til nærmeste by og fik det afmonteret og svejts, det gik der vel et par timer med.

Landskabet er blevet til landbrug, med tomater, vin og banan træer indimellem. Da der er meget store forskelle på klima og jordbundsforhold i Australien, er der mulighed for at dyrke mange forskellige afgrøder. De vigtigste er hvede, byg, sukkerrør og frugter. Desuden dyrker man bomuld, hør og jordnødder på industriplan.

Er nu på Caravanpark i Midland, 30-40 km øst for Perth. I morgen tager jeg ind til byen og ser om jeg kan få sendt de emails, og derefter vil jeg se om jeg kan få repareret mit kamera. Jeg var så uheldig at tabe det da jeg hjalp Russel med at omrangere anhængerne.

Jeg vil efter i morgen cykle ned i det sydlige hjørne og følge ruten som planlagt, nu vil jeg bare tage mig tid til at se nærmere på det som måtte byde sig.

Omrangeren med vognene.

Jeg tog med bus og tog til Perth tidligt om morgenen. Jeg var så uklog at lade småpengene ligge i min hytte. Så da jeg stak buschaufføren en 50 dollar seddel, kunne han ikke veksle, og påstod at så stor en seddel havde han aldrig set før. Han lod mig dog komme gratis med.

Da jeg kom til jernbanestationen fik jeg igen problemer med min 50 dollarseddel, da billetautomaten ikke tog imod sedler.
Jeg fandt så en automat hvor man kunne veksle sedler om til mønter. Det viste sig at heller ikke den kunne sluge så stor en seddel, så jeg måtte hen til en kiosk og få vekslet til mindre sedler og derefter til automaten der vekslede sedler til mønter og til sidst til billetautomaten hvor en billet til Perth kostede 3 dollar. Alt dette havde jo taget tid, men jeg nåede lige akkurat det ventende tog. Næste gang husker jeg småpenge.

I Perth var det ikke muligt at få repareret mit kamera her og nu, desuden mente de at det ville blive alt for dyrt, så jeg måtte bide i det sure æble og købe en ny. Det blev så nødt til at være den billigste jeg kunne få, 399 dollar, en Canon power shoot, så har jeg da støttet min Canon business center sponsor lidt, og så skulle det være mulig at sende billeder hjem igen.

Men i dag blev det dog ikke, trods besøg på ca. 15 Internet cafeer, computerforretninger, hoteler og forespørgsel på turist kontoret var det ikke muligt at få lov til at forbinde min laptop med nettet.

Det er egentlig ret utroligt det er så svært her, sidste gang jeg sendte var fra en Caravanpark på en stol udendørs, og så er det i en by som Perth ikke muligt.

Jeg er nu tilbage i Midland og er klar til at cykle afsted i morgen.

Klokketårnet (The Swan) i Perth.

Hundefrøs igen inat. Jeg har helt glemt at fortælle om det store temperaturskred, der er sket siden jeg kom til Perth.
I går var der 2 grader om morgenen og 18 midt på dagen, og i nat igen ned til 2 grader og 16 midt på dagen. Faktisk er det perfekt cykelvejr, men de her hytter er altså ikke isolerede og kan ikke varmes op så temperaturen er nede på en 8-9 grader når jeg står op.

Skyfrit vejr i dag, jeg har faktisk næsten ikke på hele min tur haft en sky der har skygget på mig mens jeg har cyklet. De første 40 km sydpå var der 2 spor i begge retninger med stærk morgentrafik, så det var ikke så spændende. Senere blev det meget bedre efterhånden som jeg kom længere væk fra Perth trafikken.

Landskabet hernede minder en del om England, med grønne marker, køer, og små indhegninger, så det er meget anderledes end det jeg tidligere har bevæget mig rundt i.

Jeg har indlogeret mig på en pub, i Pinjarra, Exchange Hotel hedder det til 25 dollar pr nat. Ejeren var flink og lod mig sende emails fra hans kontor, og ville tilmed ikke have noget for det.

Jeg følger nu South Western Highway til Bunbury hvor jeg kommer på Highway 1 igen. Det er helt underlig så lidt væske jeg nu bruger, vel ikke mere end en 4 del af hvad der tidligere røg ned, og byerne ligger så tæt at jeg ikke behøver købe mere end jeg skal bruge her og nu, ren luksus.

Exchange Hotel, 25 dollar for et udmærket værelse.

De første 100 km til Bunbury gik gennem landbrugsland, mest med kvæg. Mange steder minder det om Danmark. Efter Bunbury blev der temmelig kuperet og landskabet ændrede sig til skovbrug med stadig større træer.

Der er ikke meget rabat her så trafikken føltes sommetider lidt nærgående. Jeg havde et træls uheld med min ene cykelsko, der tabte en skrue til klampen under foden. Normalt ikke det store problem da man bare finder reserveskruen frem. Men det blev et stort problem, da jeg af uransagelige årsager åbentbart ikke havde fået pakket dem ned inden afrejse.

De sidste 80 km til Bridgetown blev så kørt lidt akavet med den ene fod hele tiden glidende frem, ret træls.
Jeg spurgte efter en cykelbutik på turistkontoret men som ventet var der ingen i byen. Så gik jeg rundt til de forskellige mekanikere og autobutikker og forhørte mig om de havde en sådan skrue. Da jeg kom til en Husqarna forhandler var der bid, endda af den helt rigtige slags. Fantastisk, så nu er jeg godt kørende igen.

Overnatter på Hotel til 45 dollar incl. morgenmad, det vil har jeg tænkt mig at udnytte. Jeg er trods det flotte landskab allerede ved at savne de øde strækninger og det vilde landskab hvor der var langt imellem bilerne, og hvor man aldrig rigtig vidste hvornår der kom en flok køer eller lignende buldrende. Men om et par dage eller 3 bliver der vist øde igen.

Før det kommer så vidt, vil jeg besøge " The valley of the Giants" ved Walepole, der er beligende helt ned til sydhavet.
Der skulle være Australiens største træer, og en "Tree top walk" en 600 m lang gangbro op til 40 meter over jorden. Og da det samtidig kun er en afstikker fra den planlagte rute på 10- 15 km, ville det være dumt at køre forbi.

Hernede er det ikke det store problem at have vand nok med til hele dagen da her er meget koldere.

Træerne bliver større.

Startede ud i et helt anderledes vejrtype end jeg ellers er vandt til, REGNVEJR, og temmelig meget endda. Jeg havde samtidig en kraftig modvind og da de første 12 km gik mere eller mindre opad hele tiden, blev de 36 km til Manjimup lidt af en stroppetur.
Så da jeg stod i ly af en tankstation hvor jeg havde provianteret, var jeg klar til at tage imod kørelejlighed hvis nogen skulle tilbyde det. Det var dog ikke tilfældet og jeg fortsatte.

Straks efter byen begyndte Diamond Forest, det gav læ det meste af tiden og da regnen også stilnede lidt af så det ikke så sort ud mere. Ca 10 km senere kom jeg til Diamond tree lookout, det var et 52 meter højt træ hvor der var lavet en platform i toppen af. Der var så banket jernpinde ind hele vejen op som trin, men det regnede stadig, så det var ikke så spændende, og jeg blev på jorden.

Resten af vejen til Walpole gik igennem en meget kuperet skov, enten gik det op eller ned, der var ikke mange flade strækninger. Træerne blev større efterhånden, temmelig store endda, men i " The valley of the Giants" er de vel en del større.

På mit kort skulle der ligge en by på strækningen mellem Manjimup og Walpole det gjorde der bare ikke i virkligheden, og da jeg ikke havde indkøbt drikkevare til hele turen blev jeg for første gang nødt til at række den tomme flaske ud for at få hjælp af en bil. Det virkede da også fint allerførste gang.

Er nu på et godt og billig logi til 35 dollars med varme på værelset, det var lige hvad jeg trængte til, og både vaskemaskine og tørretumbler lige ved siden af. Det er vist en slags Australsk KFUM eller lignende, der er meget probert overalt, og tingene virker.

South Forest.

Byge vejr i dag, mest byger om formiddagen. Kørte afsted i den første lys, og efter ca. 15 km kom afkørslen til "The Valley of the Giants" kørte ind og så på sagerne, og jo, træerne var skam store her, i hvert fald tykke. De syntes dog at miste drøjde ret hurtig, og var ikke imponerende høje.
De hedder Karri og Tingle træer her, og er vist i familie med Eukalyptus træerne.

Da jeg kom til Treewalk stedet var der stadig 1½ time til de åbnede, og da det pisregnede havde jeg ikke lyst til at vente, så det må blive en anden gang.

Terrænet her er stadig meget kuperet. Da jeg kom til Denmark holdt det på mirakuløst vis op at regne og solen tittede endda frem. Byen er en ret smuk by med en masse små butikker, jeg aflagde besøg hos den lokale bager, men der var nu ikke noget dansk bagværk at finde.
14 km. efter Denmark kom der en afkørsel efter Albany ad en naturskøn rute, og da den kun var et par km længere tog jeg den, da trafikken er mindre her. Midtvejs på ruten kom jeg søreme igennem en by der hed Bornholm, der var nu ikke mere end en 3-4 gårde forsamlet på stedet.

Et sted var der også en flot udsigt ud over en bugt og Sydhavet, hvor man kunne se bølgerne slå imod klipperne. Sætter man en båd i vandet her og sejler sydpå er næste stop Antarktisk, et ukendt antal km væk.

Er nu i Albany på The White Star hotel, et sted der forhåbentlig har set bedre dage, men stadig er udmærket. Albany skulle være den første og dermed ældste bebyggelse i West Australien.

Valley of the giants.

Der var en del forstyrelser om natten da der åbenbart var fredagsbal på hotellet, og parkeringspladsen var lige uden for min dør.
En masse fuldemands snakken og smækken med bildøre, kl 4 blev der dog ro. Havde om aftenen set vejrudsigten for de næste 4 dage, sol og varme blev der lovet, men jeg stod op til regnvejr igen, og det blev ved hele dagen med kun ganske lidt ophold ind imellem.
Efter jeg har indlogeret mig her til aften er det selvfølgelig blanket op med sol indimellem. Terrænet i dag var stadig temmelig bakket men også med flade strækninger.

Sprang en eger på baghjulet ved 90 km, men det var i den lette side, så jeg behøvede ikke tage hjulet af for at sætte en ny i, men kunne ordne det i et snuptag. Der har været mange "Tree Farms" undervejs, altså plantager med både fyretræer og løvtræer, vistnok eukalyptus træer. Ellers marker med raps, korn og får og kvæg.

Ved ca. 165 km opdagede jeg en kænguru der hoppede afsted samme vej som mig ca. 20 meter inde på en mark, den havde helt klart set mig, men hoppede alligevel afsted med samme fart som mig for ca. 300 meter, hvorefter den stoppede op og kikkede efter mig. Jeg havde tidligere på dagen hilst på flere af dens kammerater, men de havde været mere sky.

Er nu på motel til 45 dollar, nu er der heldigvis varme på værelserne, ligesom der også er en tørretumbler ved vaskemaskinerne. Det har der ikke været længere nordpå, og da heller ikke været brug for. Det fik jeg dog god brug for i dag da alt mit tøj er gennemblødt af regnen, så det fik en tur i vaskemaskinen og derefter 2 ture i tørretumbleren, og så er jeg klar igen.

På grund af regnen blev det en 0 foto dag, der var flere ting jeg gerne ville have foreviget, men mine kameraer har ikke så godt af regnvejr.
Har lige hørt vejrudsigten for i morgen, strålende solskin som i dag ( Hmm )

Jeg bor præcis midt i billedet.

I dag var der skyfri himmel som lovet, 2 grader om morgenen der steg til 21 grader midt på dagen. En let modvind, men buskads langs vejen gav læ for det meste, ellers stadig noget bakket, som regel en nedkørsel på 1-2 km til en flod eller bæk, og derefter lige så langt op igen på den anden side.
Jeg så ingen kreaturer i dag, men en masse får, og for det meste landbrugsland. Store korn siloer ved Ravensthorpe.

Byen er stor nok til at huse 2 tankstationer om end den ene ikke ser ud til at gå så godt. Har indlogeret mig på Palace Hotel midt i byen, 22 dollar for et udmærket kammer. Der er dog en del larm nede fra baren, som jeg bor lige oven over, håber de husker det er søndag og at de skal tidligt op i morgen.

Siden nord for Perth har det ikke været tilladt med roadtrains, men her efter Jerramungup er de begyndt igen, dog i en noget amputeret form. De kører typisk med 2 hængere + en halv hænger, det er vist noget med de ikke må være længere i dette område. Har set flere træk med får, de står i 4 etager på sådan en vogn.

Får spiller en stor rolle i det australske landbrug. På visse tidspunkter har man haft 180 millioner får. I New South Wales er landets største fåreproduktion. Cirka 61% af alt fåre- og lammekød eksporteres til Saudi-Arabien og Kuwait. Desuden står de australske fåreavlere for produktionen af 30% af verdens uld. I alt kan det australske landbrug brødføde hele den australske befolkning samt 35 millioner mennesker i andre lande.

Km. afstande i Ravensthorpe.

Startede ud en halv time før solopgang, ikke fordi jeg havde travlt, men fordi jeg var klar til afgang. Lidt koldt til at starte med, men solen fik snart magt, og en halv medvind gjorde dagens km. noget nemmere end de foregående dage.

Landbrug det meste af vejen, med får, heste, kvæg og korn marker samt enkelte "Tree Farms" undervejs, men også enkelte bush strækninger.
Så 2 "nye" dyrearter i dag, en ræv og en kanin. Det er begge arter der er indført som jagtobjekter i det 18ende århundrede, og de har forstået at tilpasse sig og er nu en del af den Australske fauna.

Dagen stod rigtig i dyrenes tegn i dag, jeg er blevet angrebet 3 gange af magpies, på en ca. 20 km strækning. Det er jeg ellers ikke blevet siden østkysten, de må være særlig sure i det her hjørne af landet.

Stoppede ved Munglinup Roadhouse efter 82 km. Ejeren var lidt speciel, der var ikke så meget at vælge imellem, så jeg spurgte om ikke han havde noget kage. Straks gik han ind i privaten og kom tilbage med en bradepande med ca. halvdelen af en kage tilbage. Jeg kunne så selv vælge hvor stor stykke jeg ville have. Derefter spurte jeg efter bananer, Jo,jo, det havde han skam også, og igen ind i privaten efter 2 bananer, de sidste han havde. En sjov oplevelse, og en rigtig god kage, fortrød lidt jeg ikke købte mere.

Ved 160 km. kom skråvejen til Gibson, det er en genvej der kapper ca. 30 km af ruten i forhold til at følge Highway 1.
Jeg var lidt spændt på om den var asfalteret, men det var den, og fredelig, jeg mødte ingen biler de 22 km til Gibson.

Gibson Soak Hotel er egentlig ikke et hotel, da de kun har motelværelser til 35 dollar natten. Det er meget billig i forhold til hvad jeg før er blevet afkrævet for samme type overnatning.
Deres "General Store" de har i tilknytning til Hotelet er dog noget af det mest skrabede jeg endnu er blevet præsenteret for. Det har ikke været let at finde noget ordentlig mad til turen i morgen, men der er jo også kun 75- 80 km til Salmon gum og nogle bedre butikker, så det går jo nok.

Shit Å.

Afgang ved første lys, god vej til at begynde med, men senere noget ujævn. Høj sol og ingen vind. Ved 73 km stoppede jeg for at spise og drikke lidt. Da jeg skulle til at køre igen bemærkede jeg baghjulet slæbte på bremserne. Jeg tænkte der var røget et eger igen uden jeg havde opdaget det, men en nærmere undersøgelse viste at det var meget værre.
Et eger havde trukket sig igennem fælgen, og et andet er på vej ud. Det kan ikke repareres men kræver en ny fælg. Jeg justerede nogle eger så hjulet ikke slæbte på mere, og håbede så at kunne nå frem til Norseman, 110 km længere fremme.

Det gik, men hjulet er begyndt at slæbe på igen, ikke uventet da de eger der sidder ved siden af den manglende, nu har en større belastning at klare.
I skrivende stund ved jeg ikke hvad jeg skal. Sidste cykelbutik var i Albany, 700 km tilbage, og den næste er sikkert ikke før efter Nullarbor ca. 12-1500 km længere fremme. Jeg er temmelig træt af det lige skulle ske her på tærsklen til Nullarbor, da jeg gerne vil cykle strækningen.

På min vej i dag så jeg 3 Emuer og for første gang også adskillige nedkørte Emuer.
Jeg vil sove på det, så må vi se hvad morgendagen bringer.

Her sad et eger.

Har her til morgen undersøgt hjulet grundig med henblik på at få det rettet op så jeg måske kan køre igen. Det er desværre helt udelukket, da et tredje eger nu er på vej igennem, og da det sidder tæt på hullet hvor der mangler et eger i forvejen, er der intet at gøre.

Eneste løsning er altså en ny fælg, jeg vil se om det kan skaffes i nærheden. At tage til Albany 700 km væk, har jeg ikke meget lyst til, jeg risikerer de alligevel ikke har et sådan hjul på lager. Cykelbutikkerne er ikke så veludrustede som i Danmark og focuserer mest på mountainbikes. Jeg kunne også sende bud efter et hjul med posten, men risikere så at have købt et hjul jeg ikke kan bruge til noget.

3 Australier på vej fra Perth til Sydney på cykel boede i samme blok som mig. Tidlig morgen havde jeg været ovre og sætte noget vask i gang, og da jeg kom tilbage var Australierne ved at tage af sted. Jeg blev særdeles overrasket over den cykeltrøje den ene havde på. Det var ikke mindre end en Team Fakta trøje fra Hammel cykelklub, han havde dog ingen forbindelse til Danmark, men påstod de kunne købes i Sydney.

En time senere tog 2 andre Australske cyklister afsted østpå. Forinden havde jeg dog en snak med dem, og de kunne fortælle at der var en cykelbutik ca. 200 km oppe nordpå i byen Kalgoorlie, og de gav mig telefonnummeret. Kl 8 ringede jeg derop, og de mente nok de havde en fælg der passede. Kl 8,10 stod jeg ved vejen og prøvede at få et lift.

Det lykkedes allerede kl ca. 8,15, det var 2 kvinder og 2 børn der skulle til Kalgoorlie sygehus med drengen, der havde brækket en arm en uges tid i forvejen, og da de var sent på den, fik den hele "armen", 140 kmt. uanset sving eller jernbaneoverskæringer mm. , og da de samtidig sad og pjattede og grinede, var jeg var mildt sagt temmelig utryg.
Selv da vi mødte en Emu i vejkanten, fandt hun ikke anledning til at slække på speederen. Alle de Emuer jeg har mødt på cykel har villet over vejen når jeg kom, denne her var heldigvis ligeglad, det var jo også en bil der kom, så den blev bare stående.

Kl 9,55 blev jeg sat af i centrum med besked om at hvis jeg var klar kl 13 kunne jeg komme med tilbage. Det ville jeg gerne da de så nok ikke havde så travlt. Hen til cykelhandleren, der mente han kunne ordne den på et par timer, Perfekt, så kunne jeg nå med damerne hjem igen.

Kl 12.30 stod jeg ved aftalt sted med repareret hjul, og de ankom kl 13.05 så alt klappede til min fordel.

Desværre kørte hun ligeså vild på hjemturen, det var åbenbart normal fart for hende. Den dag hun møder en kænguru eller andet i et sving, ja da bliver hun ikke ældre, man må jo så bare håbe hun er alene i bilen. Jeg var i hvert fald lykkelig for at stå af i Norseman, og kl var kun 14.38 så masser af tid til at gøre klar til i morgen hvor jeg starter turen over Nullarbor.
Jeg er kørende igen.




Norseman, er ikke navngivet efter en mand, men derimod den hest, som er ansvarlig for grundlæggelsen af byen Norseman. Historien er at dens ejer i 1890'erne skulle have bundet krikken til et træ natten over, og den næste morgen opdagede han, at den havde stået og skrabet jorden væk og på den måde havde fundet en guldåre, det blev starten på en guldfeber.




Nullabor kommer af det latinske "nullas arbor" som betyder "ingen træer", hvilket vist ikke er nogen overdrivelse. Der er faktisk ikke rigtig andet end græs og lavt buskads. Det er verdens største enkelte klump limsten på 250.000 kvadratkilometer (til sammenligning er Danmarks areal 43.000 kvadratkilometer), nogle steder op til 300 meter tyk og den blev skabt for omkring 50 millioner år siden - cirka på samme tid som Australien brød løs fra Antarktis.

Rundkørsel i Norseman.

De første 10 km af Eyre Highway bød på 2 Emuer og 2 Kænguroer der løb over vejen. Så kom skiltet der advarede mod kameler, Emuer og Kænguroer på vejen de næste 150 km, og derefter så jeg ingen.

En temmelig kraftig modvind i dag, så det rykkede lidt i musklerne da jeg kom til Balladonia Roadhouse, men ellers godt vejr med høj sol og temperaturer fra 3 om morgenen, til 21 midt på dagen.
Landskabet er buske og træer, faktisk stadig ca. 10 meter høje træer. Der er meget smuk her med varierende undervækst, og ind imellem en udtøret sø eller vandhul. Jeg føler mig rigtig godt tilpas i dette landskab, dog savner jeg lidt termitboerne og kvæget, men har i stedet fået Emuer og måske er jeg heldig at se kameler også. Så for første gang en Wombat, desværre trafik dræbt.
Trafikken er også til at holde ud her, selvom der er lidt mere end jeg havde forventet.

Balladonia blev verdenskendt i 1979 da dele af USA's Rumstation Skylab faldt ned her. Roadhousen har et lille museum hvor dele af Skylab er udstillet, og på taget er der også udstillet et stykke af Skylab. Præsident Carter havde ringet til Balladonia Roadhouse og undskyldt episoden.

Der er skrevet en digt om hændelsen.

Tidlig morgen, 10 km fra Norseman.

Startede ud kl 6 som sædvanlig, men der var allerede blevet lyst. Det skyldes jeg nu rykker mod øst og solopgangen, så i morgen vil jeg starte 5.30.

Den kraftige vind var ikke blevet mindre natten over, tværtimod. Og da jeg drejede ind på de 146.6 km fuldstændig lige vej, Australiens længste, ja da fik jeg vinden klokkerent i ansigtet, og den holdt sig der samtlige 146.6 km så der skulle arbejdes hårdt hele dagen, meget hårdt.

Ved 106 km indhentede jeg Barbara og Paul, de 2 der havde givet mig nummeret til cykelhandleren. Jeg havde egentlig ventet at møde dem allerede ved Balladonia da de ikke ville køre mere end ca.100 km om dagen, men de var altså nået hertil alligevel. De havde opgivet at nå til Caiguna i dag på grund af den kraftige modvind, og ville slå lejr et sted længere fremme.

Nåede Caiguna ca. 2-3 timer senere end jeg ville have gjort hvis der havde været vindstille, temmelig brugt. Jeg håber sandelig vinden drejer bare lidt i løbet af natten, eller mister styrke, så det bliver lidt nemmere i morgen.

Har fået et "Budget room" til 55 dollar, sådan er det når der ingen konkurrence er. Landskabet de sidste ca. 100 km er blevet træløs, med lav buskads og nogen steder nærmest kun græsarter.

Nullarbor.

Vinden havde ikke ændret retning eller styrke i løbet af natten, det stormede nok ikke, men en stiv kuling vil ikke være at overdrive. Hastigheden på cyklen var næsten konstant på 16-18 kmt. jeg kunne ikke presse den op på mere, så da jeg nåede til Cocklebiddy efter 66 km overvejede jeg at holde for i dag og håbe på vindrejning til i morgen, men syntes så alligevel efter et hvil, at jeg ville fortsætte de 95 km til Madura da klokken ikke var så mange.

Har vinden ikke ændret retning eller styrke i morgen bliver jeg nok nødt til at tage en fridag, da mine ben og knæ er meget ømme.

Der er tilsyneladende en mindre folkevandring af cyklister på vej fra Perth til Sydney, jeg indhentede to lige før Madura, og de kunne berette om yderlige 3 forude, hvoraf den ene vist nu har opgivet, og det er ikke de 3 jeg havde snakket med i Norseman.

Da jeg gjorde holdt i Cocklebiddy fortalte en bilist at der var to cyklister ca. 10 km bag mig, og det var ikke Paul og Barbara, så der er mindst 13 cyklister på vej mod øst, endnu har jeg ikke set nogen den anden vej.

Jeg må sige Nullarbor sælger sig dyrt, de første 3 dage med kraftig modvind. Det kunne dog have regnet også, men det gjorde det heldigvis ikke. Faktisk har der været usædvanlig varmt med 25 grader i går og hele 28 i dag, jeg troede ellers de havde vinter hernede.
Her til aften er der dog tegn på vejrskift, da himlen er blevet overskyet og mørkt i nordlig retning, måske en vind ændring også er på vej.
Vejret har de sidste 5 vintre været usædvanlig tørre, derfor er der ved at være vandmangel mange steder. Nogle Roadhouses har skilte med "No rain = No bloddy water" så der kan man kun få vand hvis man overnatter.

Og så er tiden skiftet 45 minutter, Lige uden for Caiguna var der et skilt der gjorde opmærksom på at tiden nu skiftede 45 minutter, som det eneste sted i Western Australia har de deres egen tid her lige før grænsen til South Australia, temmelig latterlig syntes jeg nok.

Skiftede bagdæk igen, denne Continental dæk har holdt 3000 km, så var den slidt igennem til lærredet. Dækket var jeg blevet afkrævet 60 dollar for i Katharina, mens mit Michelin dæk der holdt godt 4100 km, havde kostet 20 dollar i Townsville.
Det overrasker mig ikke, billige dæk er der tit lige så mange km i som dyre mærkevare dæk.

Madura gemmer sig nede i skoven.

Vinden havde i løbet af natten givet sig lidt, ikke i styrke men havde ændret retning fra kl 12 til kl 10, så jeg forventede den ville give sig yderlig op af dagen, og tog optimistisk afsted. Det viste sig den havde givet sig det den havde lyst til, og jeg måtte kaste anker her i Mundrabilla.
Vinden rusker i motelbygningen, og er tiltaget yderligt, så jeg håber den drejer lidt mere i løbet af natten, for så vil jeg være flyvende i morgen. Temperaturen kom op på 31 grader i dag, det er da helt sindssyg, her skulle jo være småkoldt.

Landskabet er fladt og næsten træløs, derfor er det nu mulig at se en masse levende Kænguroer langs vejen, døde er der jo nok af, mindst 1 kadavere pr 100 meter. Tit sidder der en klynge rovfugle på ligene og jeg har lagt mærke til hvad slags kadavere de foretrækker. De helt friske der er totalt smadret og åbnet op, indtager førstepladsen, mens dem der kun er dræbt, uden ret meget blod først skal nå en vis stadie af forrådnelse før de er interessante.
Da der ligger Kænguroer i enhver tænkelig stadige af forrådnelse, kan de altid finde deres livret.

Af og til ligger der også en rovfugl der ikke har fjernet sig hurtig nok når der kom en bil. I dag har der lagt 4 ørne (wedge tailed eagle) trafikdræbt. De er nu også særlig sløve til at flytte sig, og langsomme i opfløjet. Tit opdager de mig ikke før jeg er ca. 10 meter fra dem, men så får de også travlt.

Mødte også to hold får, ved ikke lige om det var vilde får. Har endnu ikke set nogen kameler, men det er vist også et sjældent syn.
Jeg må nu have 6 cyklister bag mig, og 6 foran, så jeg befinder mig lunt i midten.

4000 dollar er prisen for denne bil.

Vindstille! De første 30 - 40 km så startede vinden op igen, men da jeg ikke skulle så langt gjorde det ikke så meget.

Ved Eucla kom der en stejl bakke der åbenbarede et flot udsigt over havet. De næste ca. 200 km følger vejen kysten, 40-90 meter over havet. Undervejs er der flere (Lookouts) steder hvor man kan komme helt hen til kanten, og hvis man er heldig nok, også se hvaler der svømmer helt ind til kysten.

Her til aften er vinden drejet om i kl 9 position, så det går da den rigtige vej. Jeg vil starte tidligt ud i morgen for at have tid nok til at se efter hvaler undervejs. Herfra skulle der være 184 km til Roadhousen Nullarbor, hvor jeg gerne skulle overnatte i morgen.

Der viste sig at være yderlige 2 ukendte cyklister der også overnattede i Mundrabilla, så nu har jeg 8 bag mig, og 6 foran.
Er nu I South Australia i roadhousen Border Village, og som navnet antyder ligger den på grænsen mellem Western og South Australia.
De har endda deres egen tid her, en mellemting imellem Western og South Australias, så de jonglerer med 3 tider, og da jeg stadig kører efter Queensland tid, en helt fjerde tid, var jeg noget usikker på hvad tid de egentlig ville åbne roadhousen i morgen tidlig. Det var derfor lidt af en lettelse at opdage de har døgnåben.

Regnvand opsamles overalt i Australien, her ved Border Village.

MEDVIND, og lige så kraftig som modvinden de sidste 5 dage, så jeg susede afsted med 35 - 40 i timen. Enkelte regnbyger, men ikke nok til at blive gennemblødt, temperaturen kom ikke over 18 grader i dag, lækkert.
Var ude ved kysten flere steder, der er utrolig flot, men hvaler så jeg desværre ingen af.
Jeg har overhovedet ingen pattedyr set i dag, hverken levende eller døde, så det er lidt mærkelig, der ser ellers ud til at være lige så meget føde her som andre steder. Landskabet er mest åbent men der er også en del buske, og sommetider endda små træer.

Ankom til Nullarbor Roadhouse ved 14 tiden, og ringede derfra til Yalata Roadhouse 93 km længere fremme for at reservere et værelse for natten, men desværre var alt optaget, og næste sted er 150 km længere fremme, så det kan jeg ikke nå inden mørkefald.
Jeg er så nødt til at blive her i Nullarbor og kikke på den kraftige medvind jeg går glip af i dag, lidt surt men den er der måske stadig i morgen.
De 3 cyklister jeg mødte i Norseman, den ene i Fakta trøje, ankom her til aften, de havde overnattet i Eucla sidste nat.

Australiens kystlinie mod syd.

Tidlig afsted, efter 22 km forsvandt lyset fra Nullarbor Roadhouse i horisonten og morgenen gryede. Efter ca. 30 km begyndte der at komme træer igen. Vinden var stadig til hjælp, omend svagere end i går. Så 3 døde dyr i dag, en kænguru, en Wombat og en slange. Jeg har på fornemmelsen at South Australia fjerner de døde dyr jævnlig, da der kun er friske lig, det forklarer også den pludselig forandring netop fra grænsen af.

Ved Yalata Roadhouse, der er drevet og ejet af Aboriginaler, begyndte der at komme nogle få marker, og her ved Penong er der udelukkende landbrug, med fåreavl og kornmarker.

Fra nu af bliver det vist muligt at købe ordentlig mad, her i Penong er der en General Store, dog med meget begrænset udvalg, men brød, Corn flakes og bananer kunne fås. Det har nok været det allerstørste problem på denne tur. Roadhousene sælger ikke den slags varer, da det er meningen man skal spise på deres restaurant.
Det er da også udmærket, men når man tager afsted flere timer før de åbner om morgenen, ja så er man nødt til at købe om aftenen hvad der skal bruges hele næste dag.
Og da de kun sælger slik og småkager i butikken, så bliver det ofte en del af dagens menu, nogle steder har de ikke engang småkager.

Jeg har fået adskillige E-mail med gode velmenende råd om hvad jeg skal spise, men jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på at tingene rent faktisk skal være til stede for at man kan købe dem. Det er ikke bare at tage en indkøbskurv og så fylde den med hvad man nu har lyst til og brug for som hjemme i brugsen.

Efter 7 dage er det igen mulig at købe brød.

Skyfrit de første par timer, derefter overskyet men tørt. Temperaturen kom op på 18 grader. Landskabet er nu udelukkende landbrug. Ankom til Ceduna midt på formiddagen.

Først skulle jeg dog igennem en checkpoint hvor der blev undersøgt om man havde forskellige frugter med ind, det var vist frugtfluer, banan fluer og lignende de ville undgå sprede sig til resten af South Australia. Jeg opsøgte straks turist kontoret, jeg ville lige checke om byen Poochea hvor jeg regnede med at overnatte, nu også havde overnatningsmulighed. Der var et Hotel så alt skulle være i orden.

Derefter forhørte jeg mig om der var nogen steder i byen man kunne tilslutte sin Laptop, og ja det var der, nemlig her på turistkontoret, 1,5 dollar og så var det vist ligemeget hvor længe man brugte det. Det er den første turist kontor jeg har været på der har denne service, man må da håbe det breder sig til hele Australien engang.

Nå, jeg fik handlet lidt og så afsted igen. Knækkede et eger på baghjulet, men var igen heldig med at det var på den nemme side. Lige før Wirulla overhalede jeg 2 cyklister, et ægtepar, der var startet i Perth for 29 dage siden.
Ankom til Poochera ved 16,30 tiden og kørte straks ind på hotellet. Alt optaget var beskeden, så jeg blev temmelig hed om ørene da jeg så havde yderlig 70 km at køre til næste mulighed.

Ved fornyet gennemgang af hotellets bøger viste det sig dog at være en værelse ledig alligevel, en gæst havde netop forladt hotellet, jeg skulle bare vente 10 minutter så de kunne gøre værelset klar.
Jeg havde egentlig forventet en større by med en butik, men her er kun en Roadhouse med meget begrænset udvalg, så den står på Roadhouse menu atter engang.

Jeg har netop opdaget at godt nok var sengen pænt redt, men der var ikke skiftet lagen eller pudebetræk, det er helt krøllet. Jeg gider dog ikke brokke mig da jeg er lykkelig for at der alligevel var et værelse.

Jeg har nu cyklet tværs over Nullarbor, den strækning der af de fleste betragtes som den mest øde strækning i Australien. Jeg er ikke enig, den længste strækning mellem Roadhousene var 191 km, hvor der nordpå har været adskillige områder med op til små 300 km. imellem, og dertil mere kuperet terræn.
Desuden er der flere Roadtrains oppe nordpå, jeg har næppe set mere end 5-10 stykker på hele Nullarbor strækningen. Nullarbor er dog en hård strækning, hvis man er så uheldig at have modvind, da der ikke er meget læ at hente.

Flot hovedgade i Ceduna.

Regn om formiddagen og halv modvind i dag. Punkterede på baghjulet, det er første punktering siden Camooweal, for 7000 km siden, så det er der vel ikke noget at sige til.

Landskabet er blevet noget mere bakket, og stadig landbrug med store kornsiloer ved de få byer der er i området. I morgen regner jeg med at nå til Port Augusta.

I Australien gør man meget for at få folk til at holde pauser under kørslen, blandt andet står der mange steder vejskilte der opfordrer lastbillerne til at stoppe ved næste tankstation, og få gratis kaffe. Andre skilte har gode råd såsom "Dont drive tired" eller "Sleepy? take a rest" og lignende gode råd.

Her i South Australia sætter man standere op hvor der har været et uheld, en sort med et kors betyder en dræbt på stedet, en sort med en rød firkant betyder kvæstet men senere død og en rød betyder kvæstet. Der kan så stå en lille flok standere af forskellige typer der hvor der har været mange indblandet.

Stander, der viser at her blev en dræbt og en kvæstet
ved en trafikulykke.

Temmelig skyet men tørt. Allerede efter 5-6 km fra Kimba forsvandt landbruget og det blev vildnis, øde og med både emuer og kænguruer.
Længere fremme forsvandt træer og buske og der blev helt åbent med fårehegn til begge sider og bjerge rundt om. Kom forbi byen Iron Knob, det er ikke tilfældig den har det navn, da en af Australiens største jernbrud ligger her. Et bjerg ser ud til at være gennemgravet med en masse veje og afsatser overalt.

Vejret klarede noget op og blev helt godt da jeg kom til Port Augusta. Inde i byen blev jeg angrebet af en særdeles sur Magpie, netop som jeg kørte igennem en lyskryds, så bilisterne har sikkert moret sig, da den angreb adskillige gange, og jeg slog ud efter den, fordi den var helt nede og baske til min hjelm.

Jeg er lidt skuffet over byen, jeg havde ventet den var større, med flere butikker, men der var da et godt turistkontor hvor jeg fik anvist et billigt hotel.

Endnu lever eventyret.

Havde set på tv at der skulle blive varmt og tørt i dag.
Meget passende da 1 september er dagen hvor vinteren slutter og foråret begynder, på disse breddegrader. Det kom også til at passe, jeg fik tilmed en god medvind op af dagen, så en rimelig nem dag. Magpierne har vist også fået forårsfornemmelser, de angreb i hvert fald utallige gange undervejs.

Landskabet blev til landbrug igen efter ca 40-45 km, og nu er der næppe en plet der ikke er dyrket.

Jeg var lige en smut inde omkring Snowtown undervejs. Den har en kedelig mord-historie af nyere dato, vist i alt 11 lig er blevet fundet, nogle i en bankboks, der ikke var i brug mere. De som har lyst kan læse hele historien HER,

I morgen gælder det så de små 100 km ind til Adelaide. Jeg har nu cyklet godt 10.000 km på Highways, og da der bliver mere og mere trafikeret, og lastbilerne kører tættere på har jeg besluttet at tage toget fra Adelaide til Sydney, og så cykle de små 1.000 km op til Brisbane derfra, stille og rolig og helst på små veje langs kysten.
Det er ingen fornøjelse at cykle hele dagen med en skræk for trafikken, der allerede nu er blevet ret træls.

Det må da være en sandorm her ved byen Lock-eel.

Vågnede som sædvanlig tidlig, så jeg kunne lige så godt stå op, selvom dagens distance kun var på ca. 100 km. Jeg prøver altid at være stille for ikke at vække andre, det lykkedes ikke helt i dag da jeg ville benytte mig af brødristeren der var på værelset.
Da brødene var ristet, måske lidt vel rigeligt, satte røgalarmen sig til at hyle, og den blev ved selvom jeg åbnede døren for at lufte ud. Til sidst måtte jeg op på en stol og pille batteriet ud, jeg tror næppe der var nogen der sov fra den larm.

Men ellers godt vejr til min tur til Adelaide, jeg stilede som sædvanlig først hen på turistkontoret for at få dem til at finde et billig logi til mig. Det blev et hotelværelse til 45 dollar pr nat inklusive morgenmad, ikke langt fra centrum. Jeg forhørte mig også om vej til jernbanestationen, hvor jeg skulle have billet til Sydney, og fik at vide at de da gerne ville ordne billetten, og forhøre om jeg skulle skille cyklen ad. Det skulle jeg ikke, og 10 minutter senere forlod jeg kontoret med min togbillet. Det er nu en fantastisk rar ting, sådan en turistkontor.

Jeg er ikke blevet barberet siden jeg forlod Danmark, så mit overskæg var blevet noget uregerlig. Jeg gik ind til en frisør hvor de skulle have 4 dollar for at ordne det, og så skulle jeg vente en halv time, det syntes jeg ikke lige jeg havde lyst til, og fortsatte til den næste, han var ledig og ordnede skægget gratis, se det kan man da kalde service.

Togturen til Sydney tager 26 timer, så jeg har købt et par lange bukser at tage på om natten, jeg har jo kun mine cykelbukser, og måske bliver der koldt om natten.
Ellers har jeg bare dalret rundt og leget turist. Det skal jeg også i morgen da toget først kører i overmorgen, ja her er der ikke timedrift, her er der kun 2 afgange om ugen, onsdag og lørdag.

Jeg har en morsom sengelampe her på værelset, rører jeg ved den uanset hvor, tænder den selv lyset svagt, en gang mere og den lyser stærkere, og en gang til, så lyser den for fuld styrke. En sidste berøring og den slukker. Her skal der ikke famles med knapper.

Der er utallige flotte bygninger
og arkader i Adelaide.

I dag har jeg fået ordnet en del småting, såsom at få opgraderet min internet aftale med bigpond. Det var ikke helt let da mit cd rom drev ligger i Brisbane, men med god hjælp fra en ekspedient gik det alligevel.

Jeg vader rundt i mine cykelbukser, og det er åbentbart ikke så almindeligt, der bliver i hvert fald kikket lidt. På et tidspunkt opdagede jeg der var hul i dem bag på, så det var måske en del af forklaringen. Jeg gik tilbage til hotellet og tog nogle andre på, syntes dog ikke det hjalp.

Adelaide er nok den by jeg nogensinde har været i, der har de fleste butikker, arkader og cafeer, de er overalt. Byen er pæn og ren og så har de noget jeg tit savner i Danske byer, der er bænke overalt, hvis trætheden skulle overmande en.

Der kører stadig sporvogne rundt i Adelaide.

Jeg så vist en indbrudstyv da jeg stod op om morgenen. Der var en person der så lidt lusket ud i den anden ende af gangen, men jeg tænkte ikke nærmere over det.
Da jeg så ville forlade hotellet, kom jeg forbi TV stuen, og kunne her se alle skabe og skuffer stå åbne, jeg havde dog en aftale med toget til Sydney, og tænkte at det fandt hotellet nok ud af uden mig, og forlod åstedet.

Ingen problemmer med at få cyklen med, dog blev vi en time forsinket ved afgang, vistnok motor problemmer. Vi havde et stop i Broken Hill og kunne der tegne os for rundture, bla til The Royal Flying Doctors, desværre blev det aflyst pgra. for få tilmeldte.
Broken Hill er en mineby med bla. sølv miner, byen er temmelig stor, indeholder 22 hotteller blev vi oplyst om, men om ca 5 år, efter mere end 100 år, er det nok slut da sølvåren slipper op. Så er det meget sandsynelig byen skrumper ind, da det er eneste aktiv i området. Jorden er gold og afsvedet og kan ikke bruges til noget.

Ellers gik tiden rimelig hurtig, og der var god plads så vi alle kunne få et par sæder at brede os på om natten.

Jeg kørte med Indian Pacific Railwayes.

Flot landskab fra daggry, da toget bevægede sig igennem Blue Mountains og vi ankom 3 timer senere til Sydney der ligger for foden af bjergene.
Jeg gik straks fra Stationen mod turistcentret 4-5 km væk, undervejs fik jeg da også et glimt af operahuset, og bevægede mig forbi den ene højhus større end den anden.

På centret blev jeg booket ind på Aarons Hotel der var billigste mulighed, 83 dollar pr nat. Det ligger næsten ved siden af jernbanen, så jeg måtte de 4-5 km tilbage igen. Jeg forhørte mig også om altenative veje til Brisbane, men det ser ud til jeg er nødt til at benytte Highway 1 det meste af vejen, da der ikke er andre veje. Der er utrolig mange kinesere her i byen, og efter hvad der fortælles er de fleste her illegalt.

I aftes kom en bekendt og viste mig lidt af byen, vi var blandt andet oppe i Sydney Tower 250 meter over gaden, og så byen ved nat, det var et helt utrolig flot syn. En rigtig god aften, tak Lars.

Ham Lars er ellers ikke en Hr. hvemsomhelst, han har i sin ungdom dyrket cykelsport, og har engang til et cykelløb fortrængt Bjarne Riis til andenpladsen.

I dag har jeg leget turist, besøgt akvariet mm. I morgen starter jeg så nordpå mod Brisbane.

Skyline Sydney.

Tog City rail til Hornsby der ligger i udkanten af Sydney for at undgå den værste bytrafik. Fra Hornsby til Gosford var der temmelig bjerget men også smuk med snoede veje og store træer. Jeg fulgte den gamle Pacific Highway 83 for at slippe for den stækt trafikerede Freeway.

Der var også en del cykelmotionister der benyttede lørdagen til lidt træning på den smukke og kun lidt trafikeret vej.
Efter Gosford og her til Lake Munmora er det fladet noget ud og der er mange små byer. Ingen fare for at dø af sult eller tørst her.

Jeg var blevet advaret om at det kan være svært at finde overnatning i weekenderne så tæt på Sydney, da mange byfolk flygter ud på landet når de har mulighed for det. Derfor har jeg indlogeret mig tidligt for en sikkerheds skyld.

Skyfrit vejr og 28 grader midt på dagen.

Freewayen skærer sig igennem bjergene.

De første ca. 60 km i dag har været mere eller mindre bykørsel. Magpierne er mere hidsige i udkanten af byerne, så de var lidt trælse her til morgen. Jeg gjorde derfor som tilrådet af en Australier der påstod det var børnelærdom, ganske som de små Eskimo børn lærer ikke at spise det gule sne, så ved de Australske børn at man skal sætte et par øjne bagpå huen/hjelmen, så angriber de ikke.

Det syntes jeg jo lød meget fornuftig, da jeg selv har erfaret at når jeg vender mig om og kikker på dem, så fjerner de sig. De angriber altid kun bagfra og når de tror sig uset.
Fakta er at siden jeg i formiddags klistrede et par pletter bag på hjelmen er jeg ikke blevet angrebet, det kan så være tilfældigt, nu får vi se de næste dage.

Samme Australier fortalte at Magpierne ikke angriber dem der dagligt færdes i området, det forklarer også noget der har undret mig, nemlig at det tilsyneladende kun er mig der bliver angrebet, mens fodgængere kan gå i fred.

Efter Newcastle kom jeg på den store vej der her er 4 sporet men for det meste med en god bred rabat, så det er ikke farligt men temmelig støjende.

Jeg gjorde holdt ved "Ayers Rock" en restaurant der var bygget som Ayers Rock, det havde vist haft sin storhedstid, det var faktisk lukket men man kunne komme indenfor og konstatere at det var rippet for næsten alt.

Da jeg ville køre igen opdagede jeg forhjulet var fladt. Det er det hjul jeg satte på 20 km før Camooweal, for 7.800 km siden, det har kun krævet nogle få oppumpninger siden, så det er meget flot. Jeg håber på at det kan holde til Brisbane, 700-800 km længere fremme.
Det er også det hjul der blev holdt på plads af den lille møtrik fra et køleskab, så jeg var lidt spændt på om jeg kunne få det monteret igen uden at overskrue det, men det gik nu fint.

Godt vejr, skyfrit og 23 grader

Jeg har fået øjne i nakken.

En restaurent formet som Ayers Rock.

Igen skyfrit og tørt med 23 grader. Efter ca. 110 km drejede jeg fra Pacific Highway og tog Ocean ruten de sidste 50 km ind til Port Macquarie. Det er en rigtig flot rute med flere havudsigter og en hel del huse/byer, åbenbart et populært sted at holde fri. Vejen var dog både smal og dårlig, så det var en blandet fornøjelse at cykle der, da der var en hel del turist trafik.

Jeg har set flere advarsels skilte med Koala bjørne undervejs, så jeg har holdt ekstra udkik men ikke set nogen endnu.

Pacific Ocean ved Bonny Hills.

Sol og 22 grader i dag.
Idag har jeg bevæget mig stille og rolig op ad hovedvejen der sine steder er temmelig miserabel. Mange smalle broer og stejle bakker.

Mine Magpie "skræmme" øjne er tilsyneladende ikke onde nok, jeg blev fulgt på vej af en særdeles vedholdende eksemplar i dag.

Der har været en del landbrug med mange køer, men også skovbrug der for det meste er statsskov. Der er også begyndt at være en del frugtstande langs vejen, en kilo bananer kan fås for ca. 4 kroner. En stor fordel ved østkysten er de mange Moteller ved byerne, det giver konkurrence og billige priser.

Havudsigt ved Nambucca Heads.

Blandet skydække og 18-20 grader. Igen mange bakker, og en enkelt Magpie angreb.

Lige uden for Coffs Harbour var der en nedkørsel til stranden så det skulle lige prøves. En klippe stod ved vandkanten, den satte jeg cyklen op ad, for at få et billede af den og havet. Selvfølgelig kom der så en ekstra stor bølge og vaskede cyklen godt og grundig. Bølgerne er meget kraftige her og stedet er ikke egnet til badning da strankanten er stejl og der ser ud til at være et kraftig sug, men smukt er her.

Der er begyndt at være Banan plantager, de få steder der er dyrket jord, ellers mest skovbrug i dette område. Et sted var der en skilt der advarede mod vilde heste på kørebanen, jeg oplevede nu kun vilde truckere med alt for mange heste at styre.

Pacific cykelvaskeri.

Kun én bakke hele dagen, vejen har fulgt en flod det meste af tiden, og da jeg tilmed havde medvind var dagens opgave overstået inden middag.

Ballina er delvis lukket selv om det er torsdag, det skyldtes årets store begivenhed her, Ballina cup, hvad det så dækker over. I hvert fald har ca. halvdelen af butikkerne valgt at holde lukket, så de kan komme med til forlystelserne.

Det er da en reje der er til at få øje på.

I går flat, i dag meget bakket. Jeg måtte bruge mit mindste gear flere gange. Det gav dog også ind imellem nogle fantastiske udsigter til havet. Vejen var mange steder både smal og dårlig, så der blev kørt tæt på.

Efter 54 km blev den meget smalle vej pludselig til freeway, = firsporet og en ca. 2 meter bred rabat til mig, det var rigtig rart, og det holdt næsten helt til Tweeds Head der er første by af en række sammenbyggede byer langs kysten der bliver kaldt "Gold Coast" Guldkysten.

Freewayen gik også igennem en tunnel, den første jeg er stødt på her i Australien, og så er det skam helt legalt at cykle her, der er nemlig tegnet en cykel på rabatten for hver 1 km.

Guldkysten er et rent turist foretagende med høje hoteller langs kysten, så jeg var lidt spændt på prisniveauet for overnatning. Det er dog stadig mulig at få overnatning til 45 dollar som jeg har fået, kun ca. 100 meter fra stranden, det skyldtes selvfølgelig den store konkurrence samt at det er uden for sæsonen.
Området Guldkysten strækker sig ca. 50 km op langs kysten og er by og hoteller hele vejen.
Jeg har kørt igennem et område der bliver kaldt Palm Beach og bor nu i Miami Beach, joo, der er skam fornemt her.

Mit motel ligger kun ca. 150 meter fra en McDonals, så mon ikke jeg får besøgt det også.

Tunnel på freewayen, bemærk den gode rabat.

De første ca. 20 km gik gennem strandpromenaden, så fik jeg nok af by og trafiklys og søgte ud til motorvejen til Brisbane.
Desværre var det nu blevet forbudt at cykle på highwayen, så jeg spurgte på en tankstation om der ikke var en alternativ vej til Brisbane, men highwayen var eneste mulighed, så der var ikke andet for end at tage chancen og så cykle på den selv om det var forbudt.

Efter ca. 10 km på den måde søgte jeg af motorvejen igen for at se om der nu var en alternativ mulighed, men det var der ikke. Nedkørslen til motorvejen var nu forsynet med ikke mindre en 2 store skilte der gjorde opmærksom på at det var forbudt at cykle der. Mens jeg overvejede situationen lidt, stoppede en bil op og tilbød at tage mig med en 20 km frem, derfra skulle det være lovligt at cykle igen. Det var da helt fint, og cyklen kom op på traileren.

Jeg blev sat af ca. 25 km fra Brisbane ved en mindre vej der førte ind til centrum, så det gik glat resten af vejen.

Jeg befinder mig nu på et billig motel, næsten inde i centrum. Desværre betalte jeg før jeg så værelset, det er noget beskidt og en del smådyr suser rundt på vægge og gulv. Et køkkenskab er forsynet med et skudhul fra et haglgevær, men det er vel prisen for at det er billig.

Australien rundt er nu slut. Jeg slog ingen rekorder, men jeg fik da cyklet i alt 11.106 km gennem et utrolig flot og spændende kontinent, der er meget anderledes end Danmark.

Hvis jeg skal fremhæve et område må det blive det nordlige Australien, der med sine øde strækninger og vilde landskab har gjort størst intryk på mig.
Strækningen Darwin - Port Hedland gav rigtig mange spændende oplevelser, ikke mindst med de mange timer om natten hvor alt kunne ske. De står for mig som noget helt særlig. Jeg husker endnu lugten af kvæg om natten, og lyden af Kænguroer der puslede i græsset, så var det altid spændende om de ville over vejen eller ej.

Jeg vil gerne sende en stor tak til mine sponsorer, der så velvillig har været med til at gøre denne tur mulig.



Ringen er sluttet, mit Australske eventyr er ovre, cyklen har fået fred, nu venter bare flyveturen hjem til Danmark.

Forbudt for pedalister.